Hemmeligheden bag ungdommens kilde
BLOG: Styrk krop og sind med de fem yogaøvelser: De Fem Tibetanere - hemmeligheden bag ungdommens kilde.
Forestil dig at vågne op om morgenen frisk, veludhvilet og energisk. Det er en mulig drøm.
De Fem Tibetanere er et øvelsesprogram bestående af fem enkle yogaøvelser, der kan udføres af alle, uanset alder og fysisk tilstand.
Giv øvelserne en chance ved at sætte tid af hver morgen eller aften. 15 minutter om dagen er nok til at opnå en dokumenteret effekt på kroppens styrke, udholdenhed og smidighed. Du vil også opleve en større mental sundhed, balance og ro.
Det er ikke uden grund, at De Fem Tibetanere ofte omtales som kilden til evig ungdom. Du får gennem udførelse af øvelserne værktøjer til at holde dig ung, stærk og smidig i alle aldre.
De fem enkle yogaøvelser er så tilpas blide og lette at lære, at alle kan være med, uanset alder og fysisk tilstand, ligesom alle vil mærke en effekt på den mentale og fysiske sundhed med:
- Stressreduktion
- Indre ro
- Bevidst nærvær, mindfullness
- Livsglæde
- Øget energiniveau
- Mental sundhed
- Kropslig styrke og udholdenhed
- Øget forbrænding
- Smidighed
- Bedre søvn
- Foryngelse af krop, organer og celler
- Åndedrætsteknikker
Det viser sig desuden, at dagligt udført giver De Fem Tibetanere også en struktur på hverdagen og et fast holdepunkt, du kan tage med dig, uanset hvor i verden du befinder dig.
Øvelsesprogrammet giver mulighed for at komme hele kroppen igennem på en hurtig og effektiv måde. Du påvirker også positivt de syv energicentre og deres betydning for at skabe balance mellem krop og sind.
Den første uge udføres hver øvelse tre gange. Herefter øges med to øvelser om ugen, indtil hver øvelse udføres 21 gange.
Åndedrættet er meget væsentligt under udførelse af øvelserne. En dyb indånding tilpasset den enkelte øvelse og tilsvarende udånding er meget vigtig. Når du ånder ind, så forestil dig, at du fylder dig selv med velvære, energi og tilfredshed. Når du ånder ud, så forestil dig at enhver spænding forsvinder og får dig til at føle dig afslappet og godt tilpas.
Susanne Graae, sygeplejerske, stresscoach, NLP Master og mindfulness-instruktør, og Marie Møller Hansen, fysioterapeut, kostvejleder og sundhedscoach, blogger på Kanal Frederikshavn.