I dag udkommer Jesper Nielsen Bands nye single: "The End Of E45"
I dag udgiver Jesper Nielsen Band fra Frederikshavn sin nye single "The End Of E45". Singlen er en opfølger til albummet "Shivers, Shakes and Heartbreaks", der kom på gaden sidste år.
- "The End Of E45" er en hyldest til Frederikshavn og lignende lokalsamfund, hvor man ikke får tingene foræret, men lærer at klare sig trods modgang og udfordringer - og den stolthed, der følger med, siger Jesper Nielsen.
Fortællingen bunder i Jesper Nielsens egen opvækst i Frederikshavn, hvor indbyggerne både har været vidner til lukningen af et slagteri og flere skibsværfter. Selvom det har kostet området flere tusinde arbejdspladser, rejser folk sig alligevel altid, og det tilskriver Jesper Nielsen den modstandsdygtighed, som man skulle tro fås på flaske i Nordjylland.
- Selvom sangen er skrevet med udgangspunkt i Frederikshavn, så håber vi, at alle folk ude i de små lokalsamfund kan spejle sig i teksten, udtaler Jesper Nielsen.
Sangen er allerede samlet op af radiostationerne rundt om i hele landet, og bandet kan opleves i Frederikshavn i Maskinhallen 26. april samt til Rock i Frederikshavn lørdag 8. juni.