JAM Frederikshavn Cheerleaders vinder DM-guld i Hillerød
JAM Frederikshavn Cheerleaders leverede endnu en gang stærke præstationer ved de danske mesterskaber i cheerleading, som lørdag blev afviklet i Royal Stage i Hillerød med deltagelse af mere end 1.500 udøvere fra hele landet.
Dagens største bedrift stod seniorholdet Jam Excellence for. Holdet sikrede sig nemlig sin 10. guldplacering siden holdets oprettelse i 2022 efter en imponerende præstation på gulvet. En historisk milepæl, der vidner om et højt sportsligt niveau og målrettet arbejde.
Klubbens yngste udøvere på Tiny-holdet Jam Elephant leverede også en flot indsats og opnåede endnu en gang "Hit Zero", hvilket betyder, at holdet gennemførte en fejlfri rutine.
Også Mini-holdet Jam Elegant og Youth-holdet Jam Extreme leverede stærke og veludførte rutiner, som viser stor udvikling og engagement.
JAM Frederikshavn kan desuden glæde sig over, at Mini-holdet Jam Electric netop er vendt hjem fra European Cheerleading Championship i Tyskland med en flot sjetteplads og endnu en Hit Zero-præstation.
Ved DM var klubben også repræsenteret på Cheerleading Danmarks talenthold af Mille Hennig Rafn fra Jam Excellence. Talentholdet består af udtagede udøvere fra danske klubber, som har ansøgt om optagelse med ambitioner og potentiale for udvikling til senere at søge ind på landsholdet. Talentholdet præsenterede sig med en flot opvisningsrutine.
DM bød også på en særlig hæder. Cheerleading Danmark har oprettet en Hall of Fame, hvor de første to medlemmer er blevet optaget, herunder Liv Uggerhøj-Winther, som har været med til at opstarte og udvikle cheerleading i Danmark med rødder i JAM Frederikshavn Cheerleaders, der er Danmarks ældste cheerleadingklub. Også dommer Mikael Sohn Ottesen blev optaget, bl.a. for sin indsats som national og international dommer, hvor han har været med til at præge udviklingen af sporten i både Danmark og Europa.
JAM Frederikshavn Cheerleaders åbner nu igen for gratis prøvetræning og har netop annonceret, at klubben forventer at genoprette juniorholdet Jam Explosion i den kommende sæson. Klubben kan kontaktes på info@jamcheer.dk.








































