Jubilæumsgave til Sæby: Kunstværk i granit
Sæby Fiske-Industri A/S og Vanggaardfonden forærer Sæby et kunstværk i granit i forbindelse med byens 500-års købstadsjubilæum. Det skal laves af den kun 20-årige Alma Njah fra Sæby.
Det afslørede Hans Jørgen Kaptain fredag eftermiddag på Hotel Viking, hvor borgmester Birgit S. Hansen havde inviteret til reception i forbindelse med fejringen købstadsjubilæet.
Hans Jørgen Kaptain er formand for bestyrelsen i Sæby Fiske-Industri A/S og bestyrelsesmedlem i Vangaard-fonden, der ejer Sæby Fiske-Industri. Fonden er stiftet af Christian Vanggaard, der ønskede at sikre, at virksomheden bliver i Sæby.
- Bestyrelsen i Vanggaard-fonden og bestyrelsen og direktionen i Sæby Fiske-Industri A/S synes derfor, at dagen skal markeres med en synlig gave til byen. Sæby Fiske-Industri startede på havnen, og der blev senere bygget en ny fabrik til makrel og rejer på det inddæmmede areal på Sønderstrand. De første 50 år var Sæby Fiske-Industri på havnen, fortalte Hans Jørgen Kaptain, inden han løftede sløret for gaven.
Gaven bliver et kunstværk i granit, der skal laves af den blot 20-årige Alma Njah fra Sæby. Hun er netop blevet uddannet som stenhugger og bestod sin svendeprøve med ros.
- Hun sagde straks ja, da vi spurgte, om hun turde at påtage sig opgaven. Arbejdet er færdigt til foråret 2025, så stenen kan stilles op i april/maj, fortalte Hans Jørgen Kaptajn.
Alma Njah har fundet en granitsten, "Blå Rønne". Den kaldes også for "kongegranitten" og er den ældste af de bornholmske klipper. Stenen er 250 centimeter lang, 75 centimeter høj, 85 centimeter bred og vejer 2,3 tons.
- Motivet, der skal hugges i stenen, er en makrel, der ligger på stenen. Det bliver plads til, at stenen kan bruges som siddeplads, og det er meningen med den. Makrel fordi det er Sæby Fiske-Industris hovedprodukt i dag, hvor der årligt produceres cirka 100 millioner dåser makrelkonserves, sagde Hans Jørgen Kaptain.
Han håber, at stenen placeres et sted på havnen, hvor mange kommer forbi. Det må gerne være tæt på, hvor den gamle makrelfabrik ligger.
- Forhåbentlig får kommunen sammen med ejerne gennemført planlægningen for området snart - gerne ved vejen op til den nye havn, lød det fra Hans Jørgen Kaptain.
Borgmester Birgit S. Hansen blev kaldt op på scenen på Hotel Viking og "åbnede gaven" i fællesskab med Hans Jørgen Kaptain.