Gå til hoved-indhold
03. marts 2024 - kl. 00.03

Kære hockeyfans i Frederikshavn: Det er nu, at I skal støtte de lokale helte

  • 1 af 1
    Kaptajn Daniel Baastrup, Christopher Mulberg, Sebastian Holm, Gorm Topholt og co. håber på massiv støtte i søndagens hjemmekamp mod Odense.
Af: Michael Frederiksen

Kalder alle hockeyfans i Frederikshavn. Det er nu, I skal sætte kurs mod Nordjyske Bank Arena og støtte Frederikshavn White Hawks i jagten på en plads i DM-kvartfinalerne. En sejr i søndagens hjemmekamp mod Odense Bulldogs kan i bedste fald sikre pladsen i top 8.

Med andre ord minder det om en kamp i slutspillet, når Frederikshavn White Hawks kl. 15.00 møder fynboerne i sæsonens sidste hjemmekamp i grundspillet.

Fredag aften overhalede Frederikshavn Rødovre Mighty Bulls. Det skete med en 3-2-sejr efter straffeslag over Herlev Eagles. Det ekstra point, som Emil Aronsson skaffede med sin straffe-scoring, betyder, at høgene sikrer sig en DM-kvartfinale mod Aalborg Pirates, hvis de vinder i ordinær tid over Odense - samtidig med, at Rødovre ikke får point i udekampen mod Aalborg Pirates.

- Rødovre har før vundet i Aalborg, så den vil jeg ikke sælge, men vi skal gøre vores, inden vi kan fokusere på deres kamp. Odense er et rigtig godt hold, så vi skal ud og levere en koncentreret indsats for at have en chance for sejr. Og så skal vi naturligvis være stærke foran begge mål, siger White Hawks' Thomas Søndergaard.

Sejren over Herlev Eagles var blot høgenes femte sejr i de seneste 25 kampe. Tre af disse sejre har været mod Herlev.

- Det var godt og tiltrængt med en sejr. Vi har været tæt på i fire af fem kampe efter landsholdspausen, så det var dejligt, at det denne gang gik vores vej. Det håber jeg giver lidt ekstra tro og selvtillid til de næste to kampe, udtaler Thomas Søndergaard.

Der er gratis entre til søndagens brag af en kamp mod Odense.

- Jeg håber, at der kommer mange i hallen, da vi alle ved, hvor stor en betydning fansene og støtten under kampene har. Det giver altid ekstra energi, når man kan mærke, at tilskuerne er "en del af kampen", lyder det fra Thomas Søndergaard.

Han har i denne sæson siddet udenfor i to en halv måned - fra 1. december til 13. febraur - med en hjernerystelse, som han pådrog sig i hjemmekampen mod Herning Blue Fox. Det var Mathias Bau, som ifølge høgene gik alt for hårdt til den 30-årige forward, men den tidligere WH-spiller slap for karantæne.

- Det er den længste kamppause, jeg har haft, og det har naturligvis ikke været sjovt at sidde ude så længe. Det værste har jo været, at med den type skade, så har man ikke en cirka-dato for, hvornår man er klar igen. Men nu er jeg bare glad for at være tilbage og nyder det hver dag, fastslår Thomas Søndergaard.

Efter dagens kampe resterer der blot én runde. Det er på tirsdag, hvor White Hawks møder Rødovre Mighty Bulls på udebane. Lykkes det ikke for høgene at få tre point mere end Rødovre i dag, bliver kampen på tirsdag altafgørende. Fører White Hawks stadig kun med ét point inden tirsdag, skal frederikshavnerne vinde i Rødovre for at fastholde ottendepladsen. 

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...