Kræftpatient: Brysterne sad alligevel lidt i vejen
DJ, kræftpatient og forfatter Maria Gerhardt - alias Djurna Barnes - gæster mandag 20 april Frederikshavn Bibliotek med foredraget "Der bor Hollywoodstjerner på vejen – om kræft og kærlighed".
Da Maria Gerhardt gik ind i 2013, var det med en kræftknude på otte centimeter i diameter i sit venstre bryst. I dag er hun tæt på at være 100 procent rask og siger: "Brysterne sad alligevel lidt i vejen".
Maria Gerhardt fortæller om at miste sine bryster, om at forlade sin krop i det øjeblik, man får stillet diagnosen, og om alligevel at se lyst på fremtiden. Hun har skrevet romanen "Der bor Hollywoodstjerner på vejen", der kombinerer svære emner som kærlighed og kræft.
Maria Gerhardt begyndte på den yderste venstrefløj og blev op gennem 00'erne kendt som Københavns kantede dj-dronning, Djuna Barnes. Efter et årti med tømmermænd fandt hun endelig sit livs kærlighed og begyndte at passe på sig selv. Men så kom kræften, der var lige ved at udslette hende.
Hør Marias fortælling om de mange svære ting i livet som brystkræft, kærester og job – sorger og glæder.





































