Kronprins Frederik til Sara fra Strandby: Din kjole er flot
Både Sara Nickelsen fra Strandby og Alexander Lindskov Mortensen fra Frederikshavn kom helt tæt på de kongelige og talte med henholdsvis Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary, da de søndag aften repræsenterede Frederikshavn Kommune i fejringen af Prins Christians 18-årigs fødselsdag.
Dronning Margrethe var vært ved et gallataffel på Christiansborg Slot. To 18-årige fra hver af landets kommuner var blandt deltagerne. Sara Nickelsen og Alexander Lindskov Mortensen blev fundet ved lodtrækning i Frederikshavn Kommune.
- Det var som en drøm. Det var magisk. Tænk sig at have oplevet det. Jeg er beæret over, at jeg fik denne oplevelse, siger Sara Nickelsen til Kanal Frederikshavn.
Gæsterne sad ved runde borde med plads til otte personer. Sara Nickelsen og Alexander Lindskov Mortensen var placeret ved bord 32 sammen med Maja Eybye Kjær og Mads Andersen, Ringkøbing-Skjern Kommune, håndboldspillerne Cecilie Højgaard Brandt (Ikast) og Elias Ellefsen á Skipagøtu (Kiel), en hofdame samt ikke mindst Youtuber, influencer og tv-vært Rasmus Brohave.
- Jeg sad ved siden af Rasmus Brohave, og han var virkelig god til at få samtalen i gang ved vores bord, roser Sara Nickelsen.
For hende var højdepunktet, da hun sammen med to andre piger tog mod sig og henvendte sig til Kronprins Frederik. Det var mellem desserten og den afsluttende underholdning med Benjamin Hav.
- Han spurgte os, hvor vi kom fra, og han sagde også, det var en flot kjole, jeg havde på, smiler Sara Nickelsen.
Prinsesse Josephine roste også strandbynittens kjole, og fødselarens lillesøster fortalte, at hun havde set Sara Nickelsen prøve mange forskellige kjoler på TikTok. Det var TV2, som havde lavet et indslag, da hun skulle vælge kjole til gallafesten.
Alexander Lindskov Mortensen talte med Kronprinsesse Mary, som var sød til at gå rundt med nogle af hofdamerne og tale med de mange unge gæster.
- De spurgte os, hvad vi synes om koret og maden, og om vi havde vi nydt aftenen. De ville selvfølgelig også vide, hvor i landet vi kom fra. Det virkede godt, at de gik rundt og talte med os, men jeg ville godt have talt med flere af de kongelige, fortæller Alexander Lindskov Mortensen.
Han bruger ordet "spektakulært", da han fortæller om et tidspunkt sent på aftenen, hvor han stod lige ved siden af Dronning Margrethe. Den Kongelige Livgardes Musikkorps skulle varme op til, at musikeren Benjamin Hav overtog scenen. Det gjorde musikkorpset på utradtionel vis ved at spille technobeat på en lysende baggrund, og hvor trommestikkerne var neonfarvede.
- Det var som at være på club, men dronningen stod bare og smilede. Det var helt perfekt, griner Alexander Lindskov Mortensen.
Kongehuset havde sørget for transport frem og tilbage, så Frederikshavn Kommunes to gallafest-deltagere returnerede til Frederikshavn i bus mandag ved 5-tiden. Nu venter deres almindelige liv igen. Alexander Lindskov Mortensen gik i går en tur med sine forældre, hvor de talte om søndagens mange oplevelser. Sara Nickelsen passede i aftes sin fire-årige nevø Adam hjemme i Strandby.
- Jeg kan ikke forestille, at der er noget, som kommer til at overgå gallafesten. Jeg følte det som en drøm under middagen, og jeg var lykkelig, fortæller Sara Nickelsen.
Alexander Lindskov Mortensen er noget mere beskeden i sin beskrivelse af gallafesten.
- Det var helt klart det hele værd. Alt spillede og var perfekt. Der var hele tiden styr på, hvad der nu skulle ske. Det var godt organsieret, og maden var god og nede på jorden, udtaler Alexander Lindskov Mortensen, som går i 3.g på Frederikshavn Gymnasium.
I næste uge fortæller Sara Nickelsen og Alexander Lindskov Mortensen mere om deres oplevelser til gallafesten ved et arrangement på Frederikshavn Bibliotek.
Magnus Johannesen, som spiller på Vendsyssel Elite Badmintons ligahold, deltog ligeledes i gallafesten som repræsentant for Badminton Danmark.







































