Kronprinsen mærkede i dag tun nord for Skagen
H.K.H. Kronprins Frederik sejlede i dag ud fra Skagen Havn for at se og høre mere om, hvordan forskere og frivillige fiskere mærker blåfinnet tun. Kæmpefisken er for nylig vendt tilbage til Skagerrak efter 50 års fravær
I strålende solskin sejlede H.K.H Kronprins Frederik, borgmester Birgit S. Hansen og fiskeriminister Rasmus Prehn i dag ud fra Skagen Havn. Destinationen var mærkningsbåden "Haraldur" cirka 19 sømil (35 km) nord for Skagen. Her skulle Kronprinsen og de øvrige deltagere høre mere om mærkningen af blåfinnet tun og se det udført i praksis. Det er forskere fra DTU Aqua, der foretager mærkningen af kæmpetunene med hjælp fra frivillige fiskere.
Den blåfinnede tun er de senere år vendt tilbage til danske farvande efter mere end 50 års fravær. Mærkningen af tunene giver mulighed for at følge deres færd og forhåbentlig være med til at forhindre, at den forsvinder igen.
- Det er intet mindre end fantastisk, at den blåfinnede tun er vendt tilbage til danske farvande efter mere end 50 års fravær. Nu skal vi sikre, at vi bevarer tunbestanden ved at indsamle så meget viden om dens færden som overhovedet muligt. Og jeg er glad for, at H.K.H. Kronprinsen afsætter tid til at være med i dag, siger fiskeriminister Rasmus Prehn i en pressemeddelelse.
Det er femte år i træk, at DTU Aqua mærker og genudsætter blåfinnede tun i Skagerrak. År for år er antallet af tun øget.
H.K.H. Kronprinsen deltog aktivt i dette arbejde.
Projektet foregår i samarbejde med Sveriges lantbruksuniversitet (SLU) og er støttet af Den Internationale Kommission for Bevarelse af Tunfiskebestanden i Atlanterhavet (ICCAT).









































