Kulturpasforløb i Frederikshavn: "To Be Announced"
"To Be Announced" er indtil videre navnet på Maskinhallens nyopstartede ungeprojekt i Frederikshavn. Hvad der skal annonceres i løbet af de kommende 15 måneder, lader Maskinhallen de unge om at bestemme. I hvert fald noget af det.
"To Be Announced" er blevet udvalgt af kulturministeriet som et af 15 kulturpasforløb i landet, der skal understøtte, udvikle og udbrede eksisterende eller nye indsatser og koncepter inden for kultur, idræt, fritidsliv og folkeoplysning, som fremmer trivsel, herunder mental sundhed, beskæftigelse eller uddannelse for unge, der trænger til et kærligt skub.
"To Be Announced" vil skabe et tværfagligt samarbejde mellem FGU Vendsyssel og nogle af Frederikshavns vigtigste kulturinstitutioner som Musikskolen, Biblioteket, Maskinhallen, Arena Nord og Filmmaskinen. Sammen vil kulturaktørerne skabe trygge rammer, der kan hjælpe de unge ind i forenings, kultur og idrætslivet i kommunen og på den måde styrke trivsel gennem meningsfulde fællesskaber.
Derudover vil deltagerne have mulighed for at sætte deres eget præg på projektet og på kulturlivet, når de inviteres til at skabe deres egne projekter, som de bliver støttet og vejledt i at føre ud i livet.
Til at lede projektet har Maskinhallen ansat følgesvend Drude Pallesen, der - som titlen antyder - vil følge de unge og deres vej mod at turde springe ud i nye udfordringer, projekter og fællesskaber, som Maskinhallens nye ungecafé.
- Med projektet vil vi være med til at styrke ungefællesskaber samt idræts- og kulturlivet i Frederikshavn. Det bliver spændende at se, hvilken magi der opstår, når vi lader de unge tage styringen, siger projektleder Drude Pallesen.
I dag holder “To Be Announced” åbningsevent for alle FGU’s elever i Det Musiske Hus, i Maskinhallen og på biblioteket. Det bliver en dag med både hip hop dans, kunstworkshop, hvor der skal males på Maskinhallens vinduer og aktiviteter på biblioteket.
Forhåbentlig bliver vi også klogere på projektets fremtidige navn, men foreløbigt er det to be announced...