Kystvandring søndag ved den smukke Aalbæk Bugt
Søndag 2. juni går årets Kystvandring til den smukke Aalbæk Bugt. Her kan du kombinere en smuk gåtur med frisk luft, motion og viden om en del af Danmarks vildeste og smukkeste natur.
Danmark er rig på smukke kystområder. Og når Hjerteforeningen og Danmarks Naturfredningsforening (DN) søndag inviterer alle danskere med på Kystvandringen, er der rig mulighed for at opleve den danske natur fra sin allersmukkeste side. I år står de to foreninger bag mere end 20 arrangementer på landsplan, så der er rig mulighed for at finde en tur, der passer lige til dig.
Kysterne er Danmarks vildeste natur, og de er enestående i international sammenhæng. Danmarks 7300 km kyststrækning er et fælles gode, som vi skal værne om. Ved kysten er naturen og naturkræfterne helt synlige.
Kystvandringen skal både skal styrke danskernes lyst til at røre sig og deres kærlighed til den smukke danske natur.
- Det er oplagt at benytte naturen, når man skal motionere frem for altid at søge mod sportshaller, fitnesscentre og så videre. Særligt hvis man bor tæt på et kystområde som her i Frederikshavn kommune, siger formand for Hjerteforeningen Lokalkomite i Frederikshavn, Jørgen Christensen.
I Frederikshavn begynder turen søndag 2. juni kl. 14.00: Turen er på godt otte kilometer med start ved FDM Campingplads, Ålbæk Strand, Jerupvej 17-19.














































