Lars Frost og John Bull Pub udfordrer Facebook
Lars Frost er en travl mand, far til tre piger, tidligere medejer af Diskoteque Unique gennem 13 år, skolelærer på fuld tid, og nu også daglig leder af John Bull Pub i Frederikshavn. Han har mange idéer og planer for 2014. Mere livemusik og faste ugentlige traditioner skal lokke de voksne frederikshavnere til den hyggelige pub på Hotel Jutlandia.
- Vi satser stadig på det voksne publikum, den gode stemning og den hyggelige atmosfære, som man kun finder på John Bull. Jeg synes også, at det er skide hyggeligt at være tilbage igen, lyder det fra Lars Frost, som altid har følt sig godt hjemme i det lokale restaurationsmiljø.
Til daglig er han skolelærer på Nordstjerneskolen i Frederikshavn, men den dobbelte rolle med to job er han vant til efter de mange år som medejer af Diskoteque Unique. Modsat rollen som medejer af diskoteket, hvor han blandt andet selv brugte lang tid bag baren, har han uddelegeret arbejdet og ansat to kvindelige bartendere til alle vagter på John Bull. Planen er, at han kun skal hjælpe til, når der er behov for det, og det fungerer fint indtil videre.
- God planlægning kan gøre meget, og jeg har mit primære fokus på jobbet som lærer, men John Bull åbner først fra kl. 16 i hverdagene, så planlægningen af fremtidige aktiviteter kommer sjældent i vejen for mit daglige virke som lærer, og det har også været forudsætningen for, at jeg sagde ja til at komme tilbage igen, fortæller han.
Lars Frost synes, at det er ærgerligt, at de sociale medier stort set har udraderet almindeligt socialt samvær, især for den unge generation, så hans idé er at gøre John Bull til et hyggeligt mødested, der bringer folk sammen. Konceptet skal dog køre nogenlunde uændret, og derfor satser den daglige leder også på et mere modent og ældre publikum. Pubben skal være samlingspunkt bygget på nærvær og genkendelighed, og Lars Frost har masser af gode idéer til, hvordan det skal ske.
- Noget helt konkret er, at jeg vil prøve at lave en lørdagsklub, hvor folk hver lørdag kan kigge ind til en weekendøl og en hyggelig snak. Folk siger jo, at vi har byens bedste poolborde, så planen er også at etablere en fast poolturnering om mandagen, hvor de lokale hajer kan dyste mod hinanden over en kold specialøl. Derudover skal der også mere livemusik på programmet, men her er intet fastlagt endnu, lyder det fra den muntre John Bull-mand.
Umiddelbart kan værtshusmiljøet godt være lidt plettet, men ifølge Lars Frost afhænger det helt og aldeles af, hvor og hvordan man færdes i miljøet. John Bull er for ham et hyggeligt stamsted, hvor folk møder hinanden på kryds og tværs, specielt det voksne publikum, som ofte bruger pubben som pitstop før eller efter en tur i byen, hvad enten man har lyst til en irish coffee eller en sjælden øl.
Netop ølsortimentet er et varemærke, som Lars Frost mener, lokker folk til. På John Bull Pub er der mellem 30 og 35 specialøl på menuen, hvilket også giver mulighed for at lave arrangementer med ølsmagning og andet. Lørdag 1. marts mellem kl. 13 og 15 er der reception på pubben med masser af kølige øl, varme pølser og irsk stemning, og igen om aftenen er der livemusik og god stemning.
- Folk har taget godt imod mig hernede, og jeg har fået en fin start, og jeg håber da bare, at frederikshavnerne fortsat vil kigge forbi John Bull i 2014, smiler han.





































