LiDL vil bygge ny butik - kommunen er positiv
Butikskæden LiDL Danmark ønsker at etablere en dagligvarebutik på Chr.X´s Vej 51 i Skagen, hvor der tidligere lå en Aldi-dagligvarebutik og et ubemandet UnoX-tankanlæg.
Projektet forudsætter nedrivning af tre boliger vest for den tidligere dagligvarebutik samt én øst for. Politikerne skal drøfte sagen i denne uge. Kommunaldirektør Mikael Jentsch indstiller til politikerne, at der skal arbejdes videre med planerne.
Frederikshavn Kommune anbefaler generelt en afstand på minimum 500 meter mellem enkeltstående butikker dagligvarebutikker i centerområder. Der er cirka 450 meter fra den ønskede placering på Chr. X´s Vej til nærmeste eksisterende dagligvarebutik, beliggende Smøgen 11.
LiDL oplyser, at bygningens facader opføres i teglsten, synlige tagflader dækkes med sort tagpap, tankanlægget nedlægges, byggeriet får et samlet bebygget areal på cirka 1200 kvadratmeter, Butiksarealet er ikke et udtryk for, at butikken vil forhandle med flere varenumre end tilsvarende butikker, men alene et udtryk for et butikskoncept, hvor der er mere plads mellem varehylderne.
Kommunen vurderer, at butikken er trafikalt velbeliggende, også for de kunder, der går eller cykler. Hvorvidt etablering af den pågældende butik forudsætter yderligere foranstaltninger på kørebanen, må afvente eventuelt efterfølgende dialog med Vejdirektoratet.
Mikael Jentsch indstiller, at LiDL får principiel tilladelse til at arbejde videre med projektet, herunder igangsætte den nødvendige planlægning, der skaber mulighed for at opføre en butik med et ydre udtryk som vist i ansøgningen. I forbindelse med lokalplanlægningen arbejdes der videre med detailindretning af friarealer, adgangsforhold fra Chr. X`s Vej samt forebyggelse af nabogener.