LIVE: Følg KV25 i Frederikshavn Kommune
Det er endelig blevet valgdag til kommunal- og regionsrådsvalget. Kanal Frederikshavn er med hele aftenen.
Velkommen til Kanal Frederikshavns live-dækning af kommunalvalget i Frederikshavn Kommune.
Denne artikel vil løbende blive opdateret, når resultaterne i løbet af aftenen tikker ind. Husk at opdatere siden.
Følg også med på Kanal Frederikshavns Facebook-side, hvor redaktør Michael Frederiksen og valganalytiker - tidligere byrådsmedlem for Venstre - Anders Broholm sender live fra klokken 19.30 og frem til midnat.
04:00: Rød lejr kalder Jon Andersen for "barnlig" i sine forhandlinger. SF og S var langt fremme med Venstre, men pludselig gik han til møde med de øvrige borgerlige partier.
03:30: Der holdes stadig mange møder. Er blå blok endelig ved at finde hinanden?
03:10: Vi venter stadig. De 16 borgerlige byrødder kan ikke blive enige om tingene, så SF og Socialdemokratiet er med i kapløbet.
02:49: Der er stadig ikke fundet en ny borgmester. Det Konservative Folkeparti spillede højt spil og forhandlede med SF og Socialdemokratiet. Det udløste ikke ligefrem klapsalver i den borgerlige lejr
00.27 - I vores studie bliver Socialdemokratiet kåret som den ultimative taber.
00.23 - Stemmeprocenten i Frederikshavn Kommune blev på 67,5%. En mindre tilbagegang i forhold til for fire år siden, hvor 68,05% stemte. Der er afleveret 31.561 gyldige stemmer, 419 blanke og 140 ugyldige.
00.11 - Et valg er ubarmhjertigt. Moderaterne med Lone Haugaard i spidsen har forladt Arena Nord. Trods en markant kampagne blev der ikke plads til Lone Haugaard i byrådet.
00.05 - Anders Brandt og Christina Lykke snakker meget sammen. Det røde mindretal forsøger på et bredt samarbejde, og ingen af dem har droppet drømmen om borgmesterkæden. Forsøger de at kuppe Venstre ved at splitte de blå partier?
24.00 - Der bliver løbet rundt mellem partierne i øjeblikket. De tre borgmesterkandidater Jon Andersen, Anders Brandt og Christina Lykke er gået i enrum sammen.
23.50 - Der er blåt flertal i Frederikshavn, men SF og Socialdemokratiet kan også danne flertal sammen med Konservative.
23.45 - Venstre bliver største parti i Frederikshavn Kommune med 9 mandater. Socialdemokratiet 8, SF 5, Danmarksdemokraterne 3, Konservative 2 og et mandat til LA og DF. Der bliver ikke plads til Moderaterne og Enhedslisten. Alle stemmer er nu talt op
23.41 - Så er Frederikshavn på plads. Socialdemokratiet er størst - Venstre næststørst. Så kommer SF og Danmarksdemokraterne.
23.21 - Det tegner til blåt flertal. Men hvad finder Christina Lykke på?
23.21 - Så er Sæby klar. Stor fremgang til Venstre og stor tilbagegang for Socialdemokraterne. SF 11 procentpoint frem, V 26,1 procentpoint frem og Socialdemokratiet 16,4 tilbage. Fornuftigt men knap så markant valg til Danmarksdemokraterne.
23.15 - SF er meget aktive i Arena Nord. Vi holder alle døre åbne, siger Christina Lykke.
23.00 - Så kom Ravnshøj også på banen med de optalte stemmer. Nu mangler kun Frederikshavn og Sæby, som er de to største valgsteder. Med 13 ud af 15 valgsteder optalt, giver Anders Broholms prognose, at Venstre får 8 mandater, Socialdemokratiet 7, SF 5, Danmarksdemokraterne 4. To mandater til Konservative, mens LA, DF og Moderaterne står til et mandat. Men halvdelen af alle stemmer mangler at blive talt op.
22.55 - Søren Frederiksen (SF), som stiller op for første gang kalder det angstprovokerende at stille op til valget. Han er vant til sport - men det her er en anden sport, siger han. Det er en kamp mod de andre partier, og når de personlige stemmer er talt op, bliver det også en kamp mod egne partifæller for at opnå valg.
22.45 - Konservative John Lamp Henriksen anser stadig sig selv som borgmesterkandidat. Spillet om konstitueringen er allerede i gang. SF, DF og Konservative har netop holdt møde.
22.35 - Den rutinerede politiker, Bent Bøgsted, sælger ikke skindet før bjørnen er skudt, selvom det tyder på mindst 3 mandater efter de foreløbige stemmer, og han bliver valgt i byrådet igen. Der er mange ting, der skal rettes op på i kommunen, understreger han.
22.30 - Vi har et stærkt hold, og jeg har været fodboldtræner i rigtig mange år. Vi giver ikke op inden sidste fløjt, siger Karsten Thomsen.
22.21 - Fungerende borgmester Karsten Thomsen er stadig fortrøstningsfuld. Han håber stadig på mere end de otte mandater, som socialdemokratiet står til lige nu. Vi mangler stadig optællingen fra Karsten Thomsens hjemmebane i Sæby. Vi vidste godt, at vi ville gå tilbage, understreger Karsten Thomsen. Valganalytiker Anders Broholm kalder det et katastrofevalg. Men vi giver ikke op og har ikke fået som fortjent. Vi har samarbejdet med hele byrådet på det seneste, siger Karsten Thomsen.
22.08 - Så er der nyt fra det første større stemmested. I Skagen går Socialdemokratiet igen kraftigt tilbage, hvor de taber 2 ud af 3 stemmer i forhold til seneste valg. Under to procent af vælgerne har sat kryds ud for Moderaterne, der ellers havde to lokale kandidater. Venstre er klart det største parti i landets nordligste by.
21.58 - Jens Nygaard (DD) er indtil videre valgets store triumfator. Det er første gang de stiller op til kommunalvalg. Jens Nygaard vil gerne se endelige stemmetal, inden han fejrer sin sejr, hvor han står til 5-6 mandater.
21.53 - Der mangler stadig 7 valgsteder. Socialdemokratiet er stadig størst. Stærkt forfulgt af Venstre. Gode valg til SF og Danmarksdemokraterne - men skuffelse og LA og DF. Det er en tendens, der tegner sig - med mindre vælgerne i storbyerne har stemt markant anderledes.
21.43 - Hørby og Voerså viser nogenlunde, som de øvrige valgsteder. De foreløbige tal giver Venstre og Socialdemokratiet 7 mandater, Danmarksdemokraterne og SF 5 mandater. Men der er stor usikkerhed endnu. Det skal bemærkes, at hvis tallene holder, får Danmarksdemokraterne alle sine kandidater valgt ind. Men lad os nu se... Mandaterne er udregnet efter valganalytiker Anders Broholms model.
21.35 - Det ser indtil videre ud til et blåt flertal, men det er kun landkommuner der er optalt. Og de store valgsteder i Frederikshavn, Skagen og Sæby mangler endnu.
21.29 - Så er Østervraa optalt. Det er Lone Haugaards hjemmebane og Moderaterne er det største parti - stærkt efterfulgt at Venstre. Spørgsmålet er om 234 stemmer er nok for Moderaterne. Danmarksdemokraterne står igen stærkt.
21.22 - Så er der også resultater fra Jerup og Dybvad. Igen ser det voldsomt dårligt ud for Socialdemokraterne, mens det tyder på et godt valg til Venstre og Danmarksdemokraterne. Og til dels til SF.
21.17 - Så er aftenens første resultat klar. Elling har optalt 881 stemmer. 1234 er stemmeberettigede i Elling. Socialdemokratiet er det største parti men går 6,0 procentpoint tilbage. Venstre er det næststørste parti med en fremgang på 17,5 procentpoint. Danmarksdemokraterne og SF får også et flot valg.
Kl. 21.11 - Jens Nygaard fra Danmarksdemokraterne undstreger, at han ikke vil pege på en rød borgmester, medmindre samtlige blå partier gør det samme. Og det lyder til, at det er nemmere at pege på Christina Lykke end på Anders Brandt Sørensen
Kl. 20.53 - Både LAs spidskandidat Klaus Hjulmand og valganalytiker Anders Broholm, tror at partiformands Alex Vanopslaghs populartiet kan få afgørende betydning for Klaus Hjulmands chencer for at blive valgt ind.
Kl. 20.43 - SFs borgmesterkandidat Christina Lykke håber på en bred konstituering - også med borgerlige partier - fremfor en ren rød fløj.
Kl. 20.36 - Valganalytiker Anders Broholm mener, at vi kan se frem til et "mudret" byråd, hvis ingen partier får et markant valg.
Kl. 20.25 - Stemmeprocenten er lige nu 67,5%. I 2021 var den 68,04 procent. Så en lille nedgang, men procenten for i år kan måske nå at stige lidt.
Kl. 20.20 - Exit poll viser et glimrende valg til Venstre. Kanal Frederikshavn har med hjælp fra elever på Frederikshavn Handelsskole lavet en exit poll. Det skal dog understreges, at denne måling er behæftet med en stor statistisk usikkerhed. Men målingen gør Venstre til det største parti i Frederikshavn Kommune, da partiet står til 11 mandater. Socialdemokratiet går voldsomt tilbage og får 9 mandater. SF får 4, Konservative og LA 2, mens DF, Danmarksdemokraterne og Enhedslisten får 1 mandat. Der blev i denne omgang ikke plads til Moderaterne. Men igen - der er stor usikkerhed ved målingen, selvom en tilsvarende måling ved KV21 ikke var helt skæv.
Kl. 20.15 - Optællingen af stemmer er igang. Valganalytiker Anders Broholm forudser, at vi kan få en borgmester med et relativt lavt personligt stemmetal.
Kl. 19.51 - En optimistisk Lone Haugaard fra Moderaterne tror på 3 mandater, selvom det er første gang, at partiet stiller op til et kommunalvalg. Valganalytiker Anders Broholm tror på 1 mandat. Vi får se, hvem der får ret. Lone håber på, at blive konge- eller dronningemager og dermed få indflydelse på valget af borgmester.
Kl. 19.30 - Så er der en halv time til at valgstederne lukker. Kl. 18.00 var stemmeprocenten 59,4 hvilket er lidt mindre end på samme tidspunkt ved valget i 2021




































