Gå til hoved-indhold
19. maj 2024 - kl. 14.05

Lone Haugaard: Haltilskudsmodellens evaluering er en "ommer"

  • 1 af 1
Af  Lone Haugaard

Byrådsmedlem Lone Haugaard (V), der er medlem af Kultur- og Fritidsudvalget i Frederikshavn Kommune, har skrevet dette indlæg: Regeringen kom i hus med en mere retfærdig fordeling af de statslige tilskud til museer, hvori der som en væsentlig faktor indgår et incitamentsbaseret tilskud i forhold til museernes aktivitet. Det er enormt glædeligt, efter der i alt for mange år er blevet opretholdt en uretfærdig tildeling baseret på tilfældige historiske tildelinger.

På mødet i tirsdags i Kultur- og Fritidsudvalget greb vi desværre ikke den gyldne mulighed for at lave en pendant i forhold til de selvejende haller og idrætscentre i kommunen. Det er brandærgerligt.

Det er ærgerligt, at vi først igangsætter en kæmpe proces, hvor kommunens embedsfolk lægger mange timer i at strukturere og indsamle data fra alle vores 10 idrætscentre og haller, for at udvalget kun at se på en brøkdel af den viden. Tilsvarende har vi ikke forholdt os undersøgende på baggrund af dialogmøder med halinspektørerne, som alle velvilligt og med stor entusiasme har deltaget og redegjort for, hvordan en motiverende og rimelig løsning på Haltilskudsmodellen bør se ud.

Nu er det sjældent sådan, at det er muligt at opfylde alles ønsker, men lige i tilfældet med Haltilskudsmodellen er det faktisk tæt på. Og det endda uden, at det skulle sætte hverken kommunens budgetsikkerhed eller økonomi over styr.

Og hvad var det så, som langt de fleste halinspektører ønskede sig, som flertallet af det politiske udvalg ikke ville give dem? Svaret er: Et økonomisk incitament til at lykkes med at skabe liv og aktivitet i hallerne!

Modellen skulle i Venstres øjne indeholde et greb, som ville betyde, at øget aktivitet i hallerne, flere brugere, nye tiltag og samarbejder på tværs kunne være noget af det, som kunne udløse en bedre økonomi for hallen. Og dermed endnu bedre muligheder for at bygge videre på driftige og sunde idrætscentre, som ofte er selve omdrejningspunktet i vores bysamfund – store som små.

Den kritiske vil måske indvende, at halinspektører vel ikke behøver en ekstra gevinst for at gøre deres arbejde?

Det oplagte svar er: Nej. Jeg er ikke spor i tvivl om, at halinspektørerne nok skal passe deres arbejde, men at tro, at det ikke er demotiverende for lysten, at mere aktivitet i hallen giver dårligere økonomi og ringere service, er simpelthen virkelighedsfjernt. For det er det, der sker, når man med den samme pose penge skal servicere, tænde lys og gøre rent uanset om der er to eller otte foreninger på besøg.

Jeg ved,  at der sidder en hel række driftige, dygtige og økonomisk ansvarlige halinspektører rundt omkring i kommunen. De skal nu gøre sig overvejelser om, hvorvidt de for alvor skal gå ind i arbejdet med at skabe endnu mere aktivitet i deres haller – eller om de står sig bedre ved blot at sikre nuværende serviceniveau.

Løsningen ligger lige for: Ved at tage 5 eller 10 procent af det faste beløb fra alle hallerne og lægge ind i en pulje, som hallerne med den bedste aktivitet eller udvikling kunne dele, ville det blive belønnet at skabe resultater. Flertallet i udvalget ville ikke engang være med til at bede administrationen om at kigge på muligheden!

Efter afslutningen af evalueringen af haltilskudsmodellen er det derfor desværre modsat. Og jeg er ikke i tvivl om, at der nu sidder en række halinspektører tilbage med en lang næse og en undren over, hvorfor vi ulejligede dem med at byde ind?

Det er så ærgerligt, at Venstres forslag blev fejet af bordet, selvom Kultur- og Fritidsudvalget havde lovet hinanden at inddrage aktivitetsniveau i evalueringen. Det blev kun til en flig og en misset mulighed for politisk opbakning til driftighed og aktivitet til glæde for alle.

Jeg mener, at den lokale forankring i de selvejende institutioner er et kæmpe bidrag til, at der er liv og udvikling alle steder i kommunen. Lad os nu ikke slukke lyset i øjnene på dem, som vil og som har evnerne!

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...