Gå til hoved-indhold
15. februar 2022 - kl. 11.02

Mads Larsen flyver hjem fra Kina og spiller Final4

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Mads Larsen flyver hjem fra Kina efter dagens 3-2-sejr over Letland ved OL i Beijing.
Af: Michael Frederiksen

Mads Larsen flyver hjem fra OL i Beijing i dag og er således til rådighed, når Frederikshavn White Hawks fredag aften møder Aalborg Pirates i Final4, skriver White Hawks på sin hjemmeside.

- Vi får Mads Larsen hjem fra OL i Beijing. Vi forventer, han er tilbage i Frederikshavn om en til to dage, udtaler WH-direktør Henrik Andersen.

I går oplyste han til Kanal Frederikshavn, at høgene har otte spillere ude med COVID-19. Alle kæmper naturligvis for at blive klar til Final4.

- Der er ikke så meget nyt at fortælle siden i går, men jeg forventer, vi kan melde noget mere ud i løbet af torsdagen. Der er ingen tvivl om, at situationen er ærgerlig, men først og fremmest går vores tanker til de smittede, og at de ikke bliver ramt af et hårdt forløb, siger Henrik Andersen.

Mads Larsen har været med til OL som reserve, og der bliver altså ingen spilletid til den stærke WH-back. Det ser anderledes ud med WH's kaptajn, Jesper Jensen. Han blev ramt af COVID-19 lige op til OL, men har dog været omklædt til alle kampe og fået lidt spilletid, men givetvis ikke i det omfang, som han forventede.

Tidligt i morges besejrede Danmark Letland med 3-2. Dermed venter Rusland i OL-kvartfinalen i morgen.

- Vi er stolte af, at vores spillere er en del af OL, og vi har alle set de flotte kampe og resultater, som landsholdet har spillet sig til. Det er stort for dansk ishockey og noget, vi alle glæder os utrolig meget over, lyder det fra direktøren.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...