Morgenmøde med fokus på ny juniormesterlæreordning
Hvordan kan din virksomhed begynde at rekruttere fremtidens arbejdskraft allerede i 8. og 9. klasse? Det spørgsmål er omdrejningspunktet, når Erhvervshus Nord inviterer til go-morgenmøde 21. maj kl. 07.00-08.30 i Kattegat Silo, hvor der er fokus på den nye juniormesterlæreordning, som træder i kraft fra skoleåret 2025/2026.
Juniormesterlæreordningen er et nyt tiltag, hvor elever i 8.-9. klasse får mulighed for at tilbringe to dage om ugen i praktik og tre dage i skole. Ordningen skal give unge en tidlig og praksisnær indsigt i arbejdslivet og erhvervsuddannelserne og åbner samtidigt nye veje for virksomhederne i forhold til rekruttering af lærlinge.
På mødet vil konsulent Jesper Koldtoft fra Frederikshavn Kommune præsentere, hvordan Frederikshavn Kommune arbejder med juniormesterlæreordningen som en aktiv del af kommunens indsats for at styrke unges vej til erhvervsuddannelserne.
- Den nye juniormesterlæreordning udspringer af Folkeskolens Kvalitetsprogram og giver netop mulighed for øget kvalitet i skoledagen for de elever, der har brug for noget andet end den traditionelle skolestruktur. Med juniormesterlære tilrettelægges elevernes skema med to dages praktik i en virksomhed, hvor de kan arbejde med hænderne og får et indblik i, hvad det vil sige at indgå i fællesskabet på en arbejdsplads, siger Jesper Koldtoft.
Han forventer, at det vil gøre overgangen mellem folkeskole og erhvervsuddannelse lettere, og at ordningen også vil give virksomheder en indgang til tiltrækning af fremtidige medarbejdere.
Praktikpladser til juniormesterlæreordningen kan oprettes inden for stort set alle fagområder, så der bliver rig mulighed for eleverne for at afprøve deres kompetencer og interesser - måske i kombination med et fritidsjob eller med henblik på en fremtid læreplads.
- Juniormesterlæreordningen i Frederikshavn Kommune, hvor vi både tilbyder et centralt tilbud på Nordstjerneskolen og lokale tilbud på skolerne, har fået næsten 40 tilmeldte. Der bliver i de kommende år derfor behov for et godt samarbejde med de lokale virksomheder i forhold til praktikkerne, som er en del af ordningen. Samarbejdet kommer til at gavne elever, erhvervsliv og kommunale arbejdspladser, og er dermed en styrkelse af vores fælles indsatser for at fastholde unge i vores kommune, fortæller Jesper Koldtoft.
Virksomhederne i Frederikshavn Kommune spiller en central rolle i juniormesterlæreordningen. Det handler ikke kun om at tilbyde praktik, men om at inspirere, motivere og vise unge mennesker, hvad en fremtid i erhvervslivet har at byde på.
Udover oplæg fra Jesper Koldtoft giver lærlingekoordinatorerne Anette H. Sørensen og Charlotte Aksø Hansen en indsigt i lærlingeordningerne, som tilbydes i Erhvervsservice Nord, og hvordan disse kan være behjælpelig med alt fra rekruttering, fastholdelse, motivations- og udviklingssamtaler med lærlinge og meget andet.
Arrangøren bag morgenarrangementet er Erhvervshus Nord, som med initiativet ønsker at sætte spot på den stigende udfordring med at finde kvalificeret arbejdskraft. Arrangementet er gratis og du kan tilmelde dig her.
- Juniormesterlære er mere end praktik. Praktikkerne, der ligger i juniormesterlæreordningen, er en oplagt mulighed for virksomhederne i forhold til at arbejde sig ind i det nye tiltag og samtidigt en unik mulighed i forhold til at tiltrække fremtidens arbejdskraft. Praktikkerne giver virksomhederne mulighed for at vise eleverne nye brancher og karriereveje, som de måske ikke har overvejet før – eller måske slet ikke vidste eksisterede, siger Charlotte Aksø Hansen.