Med Lone Haugaard i byrådet står vi et bedre sted
Niels Jørgen Lunden, landmand, og Kristian Krogh, dyrlæge, har skrevet dette indlæg: Vi håber på et byråd, der kan skabe de nødvendige forandringer og sætte en ny retning.
Det seneste stykke tid her op til valget har mange været ude og anbefale at stemme på forskellige kandidater.
Vi støtter Lone Haugaards valg til byrådet, fordi vi er overbeviste om, at hun kan bidrage til de nødvendige forandringer, der skal til for at vende den negative udvikling i kommunen.
Vi ved, at Lone vil kæmpe for gode rammevilkår for erhvervslivet i området. En proaktiv erhvervspolitik, som sikrer, at private virksomheder kan etableres og udvikle sig i Frederikshavn Kommune, er helt centralt for at skabe gode arbejdspladser og dermed en positiv udvikling i lokalområdet.
Lone har en erhvervsmæssig baggrund og erfaring, som er meget sjælden i politik, hvilket vi ser som en stor fordel. Og så har hun som selvstændig en ægte forståelse og viden om erhvervslivets og landbrugets vilkår.
Derfor stemmer vi på Lone Haugaard. Kompetent, vidende og dertil et ordentligt menneske.




































