Chok kun to dage før valget: Familie-området mangler 27-30 millioner kroner
To dage før kommunalvalget kommer det nu frem, at økonomien på familieområdet (Center for Familie) i Frederikshavn Kommune mangler minimum yderligere 27-30 millioner kroner i år. Da budgettet blev vedtaget 8. oktober, manglede der "kun" 17 millioner kroner.
Kanal Frederikshavn erfarer, at forligskredsen i fredags er blevet orienteret om den alvorlige situation af kommunaldirektør Thomas Eriksen.
- Økonomien er skredet voldsomt voldsomt siden budgetlægningen, skriver kommunaldirektøren, der forventer at modtage en redegørelse snarest muligt, så han finde årsagerne til "de massive overskridelser".
Borgmesterkandidat Jon Andersen (V):
- Vi beder alle andre om at rende rundt og fortælle gode historier om Frederikshavn, men så er vi altså nødt til selv at stoppe med at generere de dårlige historier. Det her er endnu en ting, som kommer op af dybet og stikker en kæp i hjulet i forhold til at forløse det kæmpe potentiale, som flådeskibsværftet, ammumitionsfabrikken og flere værnepligtige giver os.
Anbringelse af børn og unge, som ikke trives i eget hjem, har i mange år presset økonomien i Center for Familie.
- De økonomiske problemer er et klart udtryk for måden, vi i mange år har drevet administrationen på. Erhvervsforeningerne har været ude med massiv kritik af bl.a. sagsbehandlingstiderne, og vi ser et ældreområde med store problemer. Det er klart, at grønthøster-besparelserne gør ondt, men noget tyder altså også på, at socialdemokratiske flertal har svært ved at styre udviklingen, mener Jon Andersen.
Venstres borgmesterkandidat vurderer, at de vedvarende økonomiske problemer på familieområdet forstærker den pil, som peger på et systemskifte i Frederikshavn Kommune.
- Vi skal have vendt udviklingen, og det haster. Det handler om, at vi skal tage et tydeligt opgør med de opgaver, som administrationen skal lykkes med, mener Jon Andersen.
Christina Lykke, SF's borgmesterkandidat, er formand for Børne- og Ungdomsudvalget, hvor Center for Familie hører under.
Er det Christina Lykkes ansvar, at økonomien sejler?
- Det har bygget sig op over tid. Jeg tror faktisk, at det trækker tråde længere tilbage til dengang, hvor Frederikshavn Kommune begyndte at spare på forebyggelse, vurderer Jon Andersen.
- Det er nemt at råbe af den politiske ledelse, og det er helt sikkert en af årsagerne til problemerne, men i mine øjne handler det først og fremmest om, at vi også på dette område mangler langstrakte planer og visioner i Frederikshavn Kommune, siger Jon Andersen.
Center for Families økonomiske udfordringer gør, at næste års budget muligvis skal genåbnes.
- Dette kan tvinge byrådet til at genoverveje de midler, vi i de kommende års budgetter har afsat til ældre, skoler og fritid, og det vil være meget beklageligt, siger Jon Andersen.




































