Gå til hoved-indhold
16. november 2025 - kl. 22.11

Præsten i Vejlby fik fem klokkeklare stjerner i Frederikshavn 

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Alle borgerne i Vejlby, en lille fredelig midtjysk by, er rystede. Præsten har haft et skænderi med sin karl, Niels, der nu er sporløst forsvundet. Byens nye og uerfarne herrefoged, der også er præstens kommende svigersøn, tvinges til at opklare sagen. Men da efterforskningen går i gang, og begivenhederne rulles ud, vælter skeletterne ud af skabet, og en grum historie om gammelt nag, forsmået kærlighed og flosset moral ser dagens lys.

Det lyder som en vaskeægte true crime historie, og det er lige netop, hvad PRÆSTEN I VEJLBY er.

Handlingen er nemlig baseret på virkelige begivenheder, der fandt sted omkring 1626 i Vejlby Sogn ved Grenå og beskrevet af Steen Steensen Blicher i novellen af samme navn fra 1829. Novellen er et stykke danmarkshistorie og en del af Kulturministeriets Kulturkanon.

- Og vi skal lige love for, at vi fik Danmarkshistorie for alle pengene. En fortælling, hvor publikum blev inddraget, spillede med, ja, sågar dansede med i Det Musiske Hus, siger næstformand Betty Rode, Frederikshavn Teaterforening.

Hun takker Folketeatret for denne skønne opsætning af en lidt tung, trist historie.

- Men i denne opsætning fandt vi smilet, lyden og nærværet frem. Vores summen kunne høres mildt og blidt. Det var skønt at se en masse unge mennesker i teatret i dag, og ved en snak med dem, blev det helt klart, at de synes, det var en super god oplevelse, og at de helt klar gerne vil mere teater, for som en sagde, det er jo meget bedre,  end jeg havde forventet, så vi kommer igen, lovede de. Tak til Frederikshavn Gymnasium for at gøre det muligt for de unge. Det er jeg stolt af som tidligere skolelærer, udtaler Betty Rode.

Slutningen på den uhyggelige og mystiske krimi-forestilling blev sanselig og smuk, og sammen med publikum blev der dannet et rum for tanker og sprog, der forløste.

- Vi skal altid huske at lytte, før vi dømmer andre, for hvem kender mon den fulde sandhed?, spørger Bette Rode.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...