Storsejr i topkamp til Stars & Strikes efter elendig start
Lørdag lagde Terminalen1 i Frederikshavn baner til topbraget mellem Stars & Strikes og ST. Weekenden før havde ST spillet sig op på førstepladsen i 2. division med et forspring på 29 point ned til Stars & Strikes på andenpladsen, som dog havde spillet en kamp mindre. Indtil videre var ST ubesejrede i denne sæson, så Stars & Strikes stod over for en svær modstander.
Startopstilling for Stars & Strikes:
Carsten Degn og Kim Walther Nielsen (double 1)
Niels Kr. Skov Pedersen og Rasmus Hansen (double 2)
Thomas G. Larsen og Thomas Mølholt (double 3)
Jens V. Thomsen var reserve
ST havde fået sammensat deres doubler perfekt, idet hver double havde én spiller, som væltede mange kegler. Samtidig havde Stars & Strikes lidt startproblemer og spillede langt under sædvanligt niveau. Derfor endte første serie med 8 point til ST og en forskel på hele 134 kegler.
Inden anden serie skulle starte, kaldte Thomas Mølholt sine medspillere sammen. Efter en mindre opsang var ilden tilbage i øjnene hos hjemmeholdets spillere. Det udmøntede sig i markant flottere spil, hvor bl.a. Rasmus Hansen scorede 232 og Thomas Mølholt 225. Jens V. Thomsen gjorde også en god figur efter indskiftningen i double 2. Der var udlignet til 8-8 og Stars & Strikes var tilbage i kampen.
I tredje serie blev der lagt yderligere et lag på spillet, og både Carsten Degn og Thomas Mølholt scorede 238. Igen vandt hjemmeholdet alle doublerne og bragte sig i front med 16-8. Carsten Degn bankede endnu en høj score af sig i fjerde serie, men selv 258 kegler rakte ikke til point. ST kom nemlig med en kraftig indsats og vandt to ud af tre doubler, ligesom de tog de to ekstra point for flest samlede kegler. Stars & Strikes’ føring var skrumpet til 18-14.
Efter indsatsen i fjerde serie gik dampen ud af ST, og Stars & Strikes kunne relativt let tilspille sig de resterende 16 point i kampen, som frederikshavnerne vandt 34-14. I kampens afslutning fortsatte Carsten Degn og Thomas Mølholt med høje scorer. Thomas Mølholt scorede 236 og 225, mens Carsten Degn scorede 252 i sjette serie. Stars & Strikes væltede i alt 6.918 kegler mod ST’s 6.514 kegler.
Kampens spiller blev Kim Walther Nielsen, som spillede en stabil kamp uden de store udsving.
Sådan spillede holdet:
Carsten Degn (1.324 kegler over 6 serier – snit på 221)
Thomas Mølholt (1.316 kegler over 6 serier – snit på 219)
Rasmus Hansen (1.159 kegler over 6 serier – snit på 193)
Kim Walther Nielsen (1.144 kegler over 6 serier – snit på 191)
Thomas G. Larsen (1.035 kegler over 6 serier – snit på 173)
Jens V. Thomsen (823 kegler over 5 serier – snit på 165)
Niels Kr. Skov Pedersen (117 kegler over 1 serie – snit på 117)
Med sejren haler Stars & Strikes ind på ST i stillingen i 2. division. Der er nu kun ni points forskel mellem de to hold, og Stars & Strikes har stadig en kamp i hånden. Næste opgave bliver på søndag, hvor Stars & Strikes spiller udekamp hos BK Skive, som ligger på fjerdepladsen.




































