Gå til hoved-indhold
17. november 2025 - kl. 23.11

Vi er klar til at fortsætte udviklingen i vores dejlige kommune

  • 1 af 1
    Anders Brandt Sørensen: - Vi skal ligge i midterfeltet i erhvervsmålingerne, inden den kommende valgperiode er ovre.
Af: Michael Frederiksen

Borgmesterkandidat Anders Brandt Sørensen har skrevet dette indlæg på vegne af Socialdemokratiet: Jeg vil også gerne samle op på dagen inden valget. Med Socialdemokratiet i spidsen i de seneste 12 år blev der rettet op på økonomien efter kludetæppet fra Understedkuppet. Det har ikke altid været nemt, men vi har gjort det i fællesskab med de andre partier. Til trods for rygter om det modsatte har Frederikshavn Kommune en god økonomi.

Et stort flertal i byrådet har desuden været enige om, at vi skal investere for at skabe vækst. Og ja - havneinvesteringerne i Skagen, Frederikshavn og Sæby er foretaget med fuldt overlæg. Dem er vi stolte af, for de skaber arbejdspladser og udvikling.

Vi har taget initiativ til mange ting de seneste år. Stop endelig en socialdemokrat på gaden. Så skal hun eller han med glæde fortælle op og ned ad stolper om alle de mange tiltag.

Men vi vil også noget i fremtiden:

Økonomien skal fortsat styres med en sikker hånd, så vi fastholder de målsætninger, der sikrer en stabil drift i en svær tid. Inden valgperioden er slut, skal Frederikshavn Havn overgå til en selskabsform, der både fremmer udviklingen og bevarer borgernes demokratiske kontrol med en kritisk infrastruktur. Indtil da vil vi nedsætte et havneudvalg, der sikrer en professionel drift, som er en forudsætning for havnens virksomheder og arbejdspladser.

Vi kommer også til at tage ansvar for ældreplejen. På kort sigt skal arbejdsmiljøet være i orden, åbenheden sikres, og enkeltsager følges tæt af Socialudvalget. På længere sigt vil vi oprette et kommunalt vikarbureau og forbedre normeringerne, så vi skaber tryghed og tid til omsorg.

Skolerne – det gælder ALLE skoleafdelinger – er hjertet i vores lokalsamfund. Vi vil holde dem åbne i hele kommunen og understøtte landsbyudviklingen. Vi skal ikke lukke ned, men være klar til den dag, udviklingen vender – for vi tror på, at stærke lokalsamfund er fremtiden.

Kulturen og fritidslivet er fundamentet for fællesskab og glæde. Vi vil styrke foreningslivet, det frivillige engagement og samarbejdet mellem kommunens kulturinstitutioner Det skal kunne betale sig at samarbejde. Kulturen skal ikke kun være en udgift, men en indtægt sammen med turismen – en drivkraft for lokal udvikling og sammenhold.

Vi skal sørge for, at erhvervslivet trives i vores kommune. Det gør vi bedst ved at være tæt på hinanden - kommune og ErhvervshusNord. Et erhvervshus vi kan være stolte af. Og så skal vi igang med de helt store strategibriller, så vi kan sikre, at der er muligheder for erhvervsudvikling, hurtige byggetilladelser og byggemodning i fremtiden. Det er vi ikke i mål med fra dag et, men vi skal ligge i midterfeltet i erhvervsmålingerne inden den kommende valgperiode er ovre.

Endelig vil vi fastholde Frederikshavn Kommunes position som Danmarks hjemsted for flåden. Vi vil bidrage aktivt til udviklingen af ”Krudten”, understøtte opførelsen og vedligeholdelsen af flådeskibe og styrke de kulturelle relationer mellem forsvaret og kommunen. Det handler både om Danmarks forsvarsevne og om lokale arbejdspladser.

Når vælgerne har talt i morgen – for det er jer, der bestemmer – så skal vi stå sammen om at drive kommunen. Vi er klar!

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...