Marian Miklagards solstrålehistorie
Dette er en solstrålehistorie i december. Marian Miklagard har levet med kroniske smerter i 15 år og mistede næsten førligheden for tre år siden. Sidste år var hun tæt på at forlade arbejdsmarkedet, men 1. december åbnede hun Miklagard Coaching i Frederikshavn.
- Jeg har stadig nedsat førlighed, men er så godt som smertefri. Ved egen hjælp har jeg fundet min plads og min mission. Jeg arbejder nu hjemmefra, online, hjælper andre mennesker med kroniske smerter til en forbedret livskvalitet, at opnå nye mål og kontrollere deres smerter med hjælp af coaching og mindset-træning, fortæller Marian Miklagard.
Hun stammer fra Frederikshavn, men har været væk fra byen i 24 år. Hun boede 17 år i Grønland, men har nu boet i Frederikshavn igen siden 2019.
De seneste 15 år har hun haft kroniske smerter på grund af en ødelagt ryg.
- Som den viking jeg er, bed jeg tænderne sammen og kløede på i stedet for at lytte til kroppen, sætte tempoet ned og gå til læge, siger Marian Miklagard.
Hun har haft fem diskusprolapser - den ene er der stadig og trykker på nogle nerver - rygmarvsstenose og sammenfaldne ryghvirvler.
Efter mange års stædig kamp opgav hun at arbejde. Hun prøvede ellers mange forskellige jobs for at se, hvad hun kunne klare.
- Det bevirkede også, at jeg besluttede at flytte fra Grønland. Vi har jo et fantastisk sundhedsvæsen i Danmark og et sikkerhedsnet, der griber én, når det ikke er muligt at arbejde.
I oktober 2019, lige efter hun var flyttet tilbage til Frederikshavn, kunne hendes ben ikke mere.
- Jeg mistede følelsen i og kontrollen over benene. Jeg lå der og kunne kun tage tre-fire skridt, før benene forsvandt under mig. Nu går jeg op til 500 skridt på en god dag, smiler Marian Miklagard.
Hvad skete der i 2021, hvor du næsten forlod arbejdsmarkedet?
- Jeg var ved at indse, at jeg ikke længere kunne noget af det, jeg tidligere kunne med mine uddannelser og erfaringer, husker Marian Miklagard, der er uddannet optiker og bogholder.
- Heldigvis havde jeg en fantastisk coach, der mindede mig om, at jeg kunne bruge mine egne nyligt erhvervede coach- og mindfulness-uddannelser og arbejde hjemmefra. De muligheder var jeg helt blind for. Jeg så kun de begrænsninger min dårlige gangfunktion og kørestolen gav.
Miklagard Coaching hjælper andre med coaching og mindsettræning.
- Det er ofte mennesker med kroniske smerter, der vil have hjælp til at lande i nye livsvilkår, se nye muligheder, finde og opnå nye mål. Men også andre, der gerne vil lave større livsændringer og/eller opnå nye mål. Mit nyeste coachingforløb er målrettet mennesker med kroniske smerter, der vil lære at kontrollere smerterne og forbedre deres livskvalitet, oplyser Marian Miklagard.
Hvad er dine forventninger til din nye virksomhed?
- At jeg stadig kan bidrage med noget, forsørge mig selv og hjælpe så mange som muligt til at få et godt liv trods smerter og udfordringer. Jeg vil også ud og holde foredrag for at inspirere og motivere. Mine dyrekøbte erfaringer må meget gerne komme andre til gode, udtaler Marian Miklagard.
Hvad er lektien af din egen historie?
- At den største krise med tiden kan vise sig at være en gave. Var jeg ikke blevet lagt ned, ræsede jeg nok stadig derudaf uden at tænke så meget over, hvad der egentlig er vigtigt for mig i mit liv. Jeg er blevet meget selektiv i forhold til, hvad jeg bruger mit krudt på.





































