MARTEC indviede nyrenoverede værkstedslokaler på Hånbækvej
Onsdag eftermiddag indviede MARTEC på Hånbækvej i Frederikshavn sin nye værkstedsskole, som har været gennem en større renovering. Lokalet fremstår nu lyst og topmoderne, og skolens elever har 1.550 lækre kvadratmeter at boltre sig på i det nye værksted.
Direktør Pia Ankerstjerne, MARTEC, holdt en tale, hvor hun fortalte om lokalerne og den plan, som bestyrelsen for MARTEC allerede i 2012 lagde for en modernisering af stedets lokaler.
- Lokalerne bliver primært brugt af de maskinmesterstuderende. Det er her, de skal lære at bruge deres hænder, når den teoretiske del er på plads. Eleverne bliver undervist i både nye og gamle teknologier, da det også er det, som de møder, når de kommer ud i den virkelige verden, fortalte Pia Ankerstjerne.
Lokalerne er udstyret med nyt og moderne udstyr - herunder svejserobot og svejsesimulator, CNC-bearbejdningsmaskine, laserskærer og kantpresse. Det sker i dejlige lyse lokaler med glasfacade og ovenlys vinduer.
- Det er et lyst, åbent og behageligt miljø at være i, ligesom der også sket en lang række arbejdsmiljømæssige forbedringer, fortalte Pia Ankerstjerne og sendte en tak til det lokale byggefirma Finn A. Christensen for et godt samarbejde.
Til indvielsen var bestyrelse, samarbejdspartnere og ansatte på MARTEC inviteret til at tage et kig rundt i lokalerne, hvor der også blev budt på lidt lækkert til ganen.