Misbrugsekspert holder foredrag i Maskinhallen
SIND Frederikshavn arrangerer onsdag 26. april kl. 19.30 foredrag med misbrugsekspert Henrik Rindom i Maskinhallen i Frederikshavn.
- Vores første arrangement i 2023 er et spændende og oplysende foredrag med speciallæge og misbrugsekspert Henrik Rindom, oplyser Rikke Rugholt fra SIND Frederikshavn.
Henrik Rindom er speciallæge i psykiatri og leder af Stofrådgivningen i København, som er et behandlingstilbud for unge med misbrug.
Han har siden 1986 haft misbrugsbehandling som sit særlige interesseområde, det være sig medicin, alkohol, heroin, hash, kokain og de nye syntetiske stoffer. Specielt har han i de senere år arbejdet med behandling af unge misbrugere helt ned til 13-årsalderen.
Han er forfatter til bogen "Rusmidlernes Biologi", som er udgivet af Sundhedsstyrelsen.
Overskriften for foredraget er: "Hvad lighed er der mellem vin og wienerbrød?"
Hvad sker der i hjernen, når vi bliver afhængige af alkohol, og hvordan kommer vi ud af en alkoholafhængighed, men også om de fysiske skader alkoholen afstedkommer. Derud over vil han tale om brugen af andre rusmidler i kombination med alkohol.
Henrik Rindom vil også tale om nogle af de nyeste rusmidler. Vi skal passe godt på vores børn og unge. Men der er desværre ved at sprede sig en farlig dille med engangs e-cigaretter også kaldet ”puff bars”, der ligner slik og smager af frugt, men som er fyldt med farlige stoffer.
- Kom og få mere viden og flere redskaber til både at være pårørende og have et liv selv. Der bliver mulighed for at stille spørgsmål og få gode råd fra Henrik Rindom samt få en snak med repræsentanter fra SIND Frederikshavn, udtaler Rikke Rugholt.
Billetter til foredraget kan købes her, og de koster 50 kroner pr. stk.