Mistanke om skadedyr: Dagli'Brugsen i Strandby har lukket
Dagli'Brugsen i Strandby har lukket midlertidigt på grund af mistanke om skadedyr. Det skriver butikken på Facebook.
Dørene blev lukket mandag ved 17.30-tiden.
Med præcis to uger til juleaften er det absolut et irriterende tidspunkt at skulle lukke, men uddeler Uffe Christiansen er forsigtig optimist.
- Jeg regner med, vi holder åbent igen i morgen (tirsdag, red.), siger han til TV2 Nord.
Strandbynitterne skal holde øje med Dagli'Brugsens Facebook, hvor Uffe Christiansen oplyser, hvornår butikken genåbner.
Det er en mus, som skaber problemer i Strandby.
Flere hjælpsomme personer tilbyder allerede deres hjælp til ældre og andre personer, som ikke er så mobile.
- Hvis der er nogle ældre, som har brug for hjælp med transport til Coop 365 eller lignende, vil vi gerne være behjælpelige med dette og hjælpe på den måde, mens Brugsen er lukket, skriver blandt andre Glenn Hermansen.