Gå til hoved-indhold
18. maj 2023 - kl. 10.05

Mogens Bandholm stopper som formand

  • 1 af 4
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 4
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 3 af 4
    Mogens Bandholm pointerer, at han ikke stopper kampen mod musikstøj i Skagen.
  • 4 af 4
    Mogens Bandholm pointerer, at han ikke stopper kampen mod musikstøj i Skagen.
Af: Michael Frederiksen

Mogens Bandholm stopper som formand for Beboerforeningen for Skagen Centrum. Efter seks år i formandsstolen overlader han 1. juni ansvaret til Lars-Christian Thorvil.

- Det har været noget af en ørkenvandring - en slags Davids kamp mod Goliath. En kamp mod en enevældig borgmester, som er et alter ego til statsministeren, mener Mogens Bandholm.

Han føler dog, at foreningens arbejde med bekæmpelse af påstået musikstøj i Skagen midtby har ført resultater med sig.

- Partidisciplinen hos de 17 socialdemokratiske byrødder vakler. Se bare Martin Kelkelunds indlæg på Kanal Frederikshavn, udtaler Mogens Bandholm.

Den socialdemokratiske byrådsmedlem ønsker, at Frederikshavn Kommune følger ordentligt op på, om kontrollen med restauratørernes musik er tilstrækkelig.

- Jeg er orienteret om, at man fra kommunens side sender breve ud og orienterer om reglerne, men det er en orientering og ikke en kontrol i min optik, siger Martin Tøttrup Kelkelund.

Den udtalelse er vand på Mogens Bandholms mølle. Han har i sin tid som formand kæmpet indædt mod støjniveauet i Skagen midtby, hvor han selv bor i en lejlighed.

- En anden grund til, at jeg stopper som formand, er, at jeg har nået det, jeg havde som mål. Foreningen har en anke under arbejde ved Ankenævnet for kommunens svigt af deres tilsynspligt (Miljølovens §65). Videre har vi en klage ved Miljø- og Fødevarestyrelsen vedrørende kommunens
Restaurationsforskrift af 2010, der blev vedtaget uden VVM-screening og uden beboerhøring. Dengang som nu blev forskriften vedtaget, fordi restauratørerne argumenterede for, at uden mulighed for at have udendørs kommercielle koncerter kunne de ikke overleve. Birgit S. Hansen (borgmester, red.) har samme argument i dag 13 år senere. Hun beskytter "erhvervet", som hun så flydende udtrykker det i et interview i Politiken, anfører Mogens Bandholm.

Han pointerer, at han ikke stopper kampen mod musikstøj.

Maibrit Bo valgte ligeledes at stoppe i bestyrelsen på generalforsamlingen.

Lars-Christian Thorvil vil i løbet af maj få overdraget foreningens arkiver med det formål at omstrukturere Beboerforeningen for Skagen Centrum, der ifølge Mogens Bandholm vil komme med nye og andre initiativer.


Lars-Christian Thorvil stillede i 2013, 2017 og 2021 op til kommunalvalget for Socialdemokratiet i Frederikshavn Kommune, men uden at blive valgt.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...