Mors Dag: BLOMSTERklang klar til årets største blomsterdag
BLOMSTERklang er i den nyåbnede butik på Havnen i Sæby klar til årets store blomsterdag, Mors dag, der er på søndag 10. maj. Alle er kaldt ind til årets travleste weekend, hvor der skal arbejdes på livet løs lørdag og søndag.
- Vi ser altid frem til årets største blomsterdag, når mor selvfølgelig skal forkæles. Lørdag har butikken åben fra kl. 8.00-18.00, men vi kommer nok til at gå her til midnat, så vi er klar til søndag, hvor vi har åben fra kl. 8.00-14.00, hvorefter der fortsat er mulighed for selvbetjening for dem, som er ude i sidste øjeblik, smiler Mette Grønhøj Jensen fra BLOMSTERklang.
Ifølge Mette Grønhøj Jensen er det meget individuelt , hvilke blomster kunderne vælger til mor på Mors dag:
- For at hjælpe beslutningen på vej har vi lavet fire forskellige BLOMSTERklang-signaturbuketter, som man kan vælge mellem. Det er jo ikke alle, der har det samme forhold til blomster som os, så derfor har vi været med til at gøre valget nemmere.
Signaturbuketterne koster fra 300 kroner, og samtidig tilbyder BLOMSTERklang gratis levering i hele Nordjylland søndag 10. maj.
- Vi får travlt med at køre rundt på søndag. Derfor er der deadline for bestilling af buketter til udbringning lørdag kl. 14.00, understreger Mette Grønhøj Jensen.
Få eventuelt inspiration på BLOMSTERklangs Instagram eller Facebook.




































