Motion, spænding og sweeping i Frederikshavn Curling Club
Kan du forestille dig en sport, der kombinerer den taktiske og strategiske skarphed, som en general under Napoleonskrigene skulle have, med en pingvin, der elegant glider hen ad en isflage? I så fald har du sporet dig ind på essensen i curling, som faktisk er en cool sportsgren.
I Frederikshavn Curling Club har du nu mulighed for at blive en del af et miljø, hvor curling dyrkes i gode faciliteter og med fællesskab for øje. Klubben søger nye medlemmer i alle aldre fra 10 til 90 år.
Curling stiller ikke de allerhøjeste krav til fysikken, men udfordrer spillerens strategi, præcision og samarbejde samt taktisk forståelse. Og så er det nemt at komme i gang. De fleste sportsgrene kræver større investeringer i udstyr, men Frederikshavn Curling Club stiller det meste til rådighed og arrangerer træningsaftener med instruktion i basale færdigheder og regler. Der er faktisk ikke alverden at betænke sig på. Så sweep nu ikke ud til venstre, men fremover foran curlingstenen.
Det kan godt være, du har et lidt humoristisk indtryk af curling. Men ikke desto mindre er der tale om en mere end 400 år gammel sportsgren, der giver teambuilding og plads til den enkelte i fællesskabet. Danmarks eneste medalje ved vinter-OL er såmænd opnået i curling i Nagano i 1998 og blev leveret af det danske kvindelandshold i curling. Det danske kvindelandshold kan i øvrigt følges i TV ved vinter-OL i Cortina til marts 2026.
Isen er lærredet, stenen er penslen og du skal selv ud at være kunstner. I den kommende tid fejer Frederikshavn Curling Club for egen dør og skubber flere initiativer, som du kan deltage i, ud på isen i Iscenter Nord.
Følg med på klubbens facebookside og hjemmeside og overvej om ikke du selv skal være den næste curlingchamp. Du får motion, spænding og socialt samvær, og så er curling cool og hyggen gratis.