Gå til hoved-indhold
28. april 2022 - kl. 11.04

Nu er de leverandører til deres tidligere skole

  • 1 af 4
    FOTO: Presse
  • 2 af 4
    FOTO: Presse
  • 3 af 4
    Christoffer Sørig, Mads Bjerregaard og Katrine Skaarup Andersen.
  • 4 af 4
    Christoffer Sørig, Mads Bjerregaard og Katrine Skaarup Andersen.
Af: Marcus Linkhorst

De færreste vender tilbage til den skole, de er uddannet fra, men det har Mads Bjerregaard og Christoffer Sørig gjort. De er nu leverandører til Frederikshavn Handelsskole.

Siden tiden på Frederikshavn Handelsskole har Mads Bjerregaard haft egen virksomhed, Scandinavian Cleaning Service. I 2019 blev han så student på Frederikshavn Handelsskole, og virksomheden har han stadig.

Han står i dag for det administrative, kundekontakten og pudser selv vinduer. Det gør han blandt andet på Frederikshavn Handelsskole.

- Jeg fik taget en dialog med handelsskolen gennem Kattegat Erhvervsnetværk, hvor Katrine Skaarup fra Frederikshavn Handelsskole også deltager. De vil gerne støtte en lokal, og så er det måske et plus, at jeg har gået her selv.

- Det er da lidt sjovt at være tilbage på skolen med sin egen virksomhed. Der var vist ikke mange, som troede på idéen, da vi startede op, men nu har vi tre ansatte, og det går rigtig godt. Drømmen er da at udvikle og skalere virksomheden endnu større, fortæller Mads Bjerregaard.

Også Christoffer Sørig, der blev student fra Frederikshavn Handelsskole i 2006, kommer af og til på skolen. I 1995 stiftede hans far Peter Sørig Renovation, der står for renovationen på Frederikshavn Handelsskole, og i dag er Christoffer Sørig medejer af virksomheden.

- Som medindehaver har jeg mange kasketter på. Udover ledelses- og administrative opgaver har jeg taget en vognmands- og indsamleruddannelse, så jeg selv kan tage del i driften nogle gange. Det er da lidt sjovt, når man selv bakker lastbilen til her på handelsskolen. Jeg kan huske, at jeg selv sad og kiggede ud af klasselokalet og kunne se, når min fars lastbiler kom kørende. Nu er jeg selv en del af virksomheden, og vi har senest udvidet indsamlingen her på skolen med en fraktion af organisk affald, siger Christoffer Sørig.

Katrine Skaarup Andersen, der er virksomhedskonsulent på Frederikshavn Handelsskole, lægger også vægt på, at det lokale erhvervsliv er vigtigt for Frederikshavn Handelsskole.

- Det er vigtigt for os at have en tæt og løbende dialog med det lokale erhvervsliv af flere grunde. Vi er erhvervslivets lokale uddannelsespartner i forhold til kurser og efteruddannelse, så ved at få en indsigt i deres hverdag og behov, kan vi matche med de rette uddannelsestilbud. Derudover kan vi være med til at bygge bro ud i erhvervslivet for vores elever, og vi skaber relationer, der kan ende i nye leverandøraftaler, som det for eksempel er sket med Scandinavian Cleaning Service, siger Katrine Skaarup Andersen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...