Gå til hoved-indhold
14. november 2025 - kl. 11.11

Kaffemøde dagen inden valget - alle partier er inviteret til Sæby

  • 1 af 1
    Moderaterne har afviklet syv arrangementer inden tirsdagens kommunalvalg. Det sidste finder sted på mandag kl. 16.00-17.30 i Sæby.
Af: Michael Frederiksen

Moderaterne inviterer til kaffemøde dagen inden valget, altså mandag 17. november. Det er partiets syvende arrangement i Frederikshavn Kommune. Denne gang finder det sted i Sæby, og alle partier er velkomne.

- Vi har allerede afholdt seks arrangementer i løbet af valgperioden. Det usædvanlige initiativ blev affødt af et par oplevelser i begyndelsen af valgperioden, hvor det stod klart, at mange vælgere har en oplevelse af, at det er svært at få politikerne i tale, siger spidskandidat Lone Haugaard (M).

Moderaterne vil politik på en anden måde.

- Når vi siger, at vi ønsker en bedre dialog og inddragelse, så mener vi det. Og så gør vi noget ved det i stedet for kun at tale om det, fortæller Lone Haugaard.

Mandag 17. november er der en lidt anderledes og unik mulighed for at komme helt tæt på de lokale politikere og få afklaring af de sidste spørgsmål om, hvem der er bedst egnet til at sætte retning for kommunen de næste fire år.

Denne gang er der ikke er et panel, der skal have fordelt taletid. Det er et lidt kortere møde fra kl. 16.00-17.30, hvor kandidaterne sidder ved borde og drikker kaffe og spiser kage, mens samtalen ved bordene kan tage sin egen retning afhængig af deltagerne. Politikerne fra alle partier er inviteret, og de vil cirkulere ved bordene.

- Vi håber, at denne meget uformelle måde at holde et møde på, giver endnu bedre mulighed for at få konkrete svar på de spørgsmål, man har, udtaler Lone Haugaard.

Byrådskandidat Morten Arvidsson (M), der også er partiets spidskandidat ved regionsrådsvalget, supplerer:

- Det er også i høj grad formålet med mødet, at politikerne skal høre på de fremmødtes synspunkter.

Arrangementet finder sted i Sæby Spektrum på mandag kl. 16.00-17.30, og alle temaer kan komme på dagsordenen.

Igennem valgkampen har Moderaterne været værter for følgende arrangementer:

13. oktober: Traditionelt debatmøde i Bangsbo, Frederikshavn
16. oktober: Virksomheds- og uddannelsesbesøg med deltagelse af uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund i Frederikshavn og Skagen
20. oktober: Vælgermøde med deltagelse af ældreminister Mette Kierkgaard i Østervrå
20. oktober: Vælgermøde med deltagelse af ældreminister Mette Kierkgaard i Skagen
3. november: Traditionelt debatmøde i Østervrå
9. november: Stort vælgerarrangement med middag og deltagelse af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen i Frederikshavn
17. november: Kaffemøde i Sæby

Moderaterne stiller op med følgende kandidater i Frederikshavn Kommune: Lone Haugaard (byrådsmedlem), Morten Arvidsson, Nikolaj C. Andersen, Kasper Kruse og Frank Reeckmann.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...