Gå til hoved-indhold
Silo News
14. juli 2024 - kl. 10.07

Nu får Sæby en kirsebærallé: Skal tiltrække sæbynitter og besøgende

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Sæby Bypark får en allé med 100 japanske kirsebærtræer. Alléen indvies 30. august med plantning af det første træ.

Cirka 150.000. Så mange besøgende har Bispebjerg Kirkegård i Københavns nordvest-kvarter, når de lyserøde kirsebærtræer blomstrer en gang om året på kirkegårdens allé.

Nu får Sæby Bypark også en allé med japanske kirsebærtræer, når kirsebæralléen officielt indvies fredag 30. august kl. 15.00. Alléen vil bestå af 100 træer fordelt på 220 meter.

- Kirsebæralléen vil ikke kun forskønne Sæby Bypark, men også skabe nye muligheder for lokale arrangementer og tiltrække besøgende til byen, siger Kim Müller, formand for Sæby Erhvervsforening.

Kirsebæralléen bliver til virkelighed, efter Sparekassen Danmark Fonden Jerslev har doneret penge til projektet.

- Vi er utroligt taknemlige for den store støtte fra fonden. Projektet er et godt eksempel på, hvordan samarbejde mellem lokale foreninger og fonde skaber varige forbedringer i vores lokalsamfund, siger Kim Müller.

Sparekassen Danmark Fonden Jerslev har givet 300.000 kroner til kirsebæralléen, og de penge dækker anskaffelsen og etableringen af træerne. Donationen er fondens gave til Sæby i anledning af byens 500-års købstadsjubilæum.

- I japansk kultur symboliserer kirsebærblomsten, Sakura, fornyelse og optimisme, og det er meget passende for en frisk og aktiv 500-års jubilar som Sæby. Vi er stolte over at bidrage til et projekt, der er til glæde for lokale borgere, erhvervsdrivende og besøgende, siger Helle Louise Rømer Skole, formand for Sparekassen Danmark Fonden Jerslev.

- Kirsebæralléen bliver ikke bare en række af træer. Forestil dig at gå på alléen i byparken under en lyserød himmel af blomstrende træer. Det er en sanselig oplevelse, som bliver til en attraktion – både for sæbynitterne og for besøgende. Sammen med den nyindviede skatepark får vi opdateret Byparken til et sted, hvor der er noget for enhver smag, og det er med til at udvikle vores by, siger borgmester Birgit S. Hansen.

Den officielle indvielse af kirsebæralléen finder sted fredag 30. august kl. 15.00 i forbindelse med Sæbys 500-års købstadsjubilæum, hvor det første træ bliver plantet af borgmesteren og en repræsentant fra Sparekassen Danmark Fonden Jerslev.

Træerne er af sorten Kanzan, og de vil blive plantet i efteråret 2024 med hjælp fra Sæby Planteskole, som også vil stå for vanding og pleje de første tre år.

Fakta om Kirsebæralléen i Sæby:

  • Placering: Sæby Bypark
  • Længde: 220 meter
  • Antal træer: 100
  • Træsort: "Kanzan"
  • Blomstring: Medio april
  • Donationsbeløb: 300.000 kr.
  • Donor: Sparekassen Danmark Fonden Jerslev

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...