Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
10.06.2021 | Af: Michael Frederiksen

Nyt generationsskifte i populær slagterforretning

Med endnu et generationsskifte træder Emilievejs Slagterforretning i Frederikshavn et skridt videre ind i fremtiden. Der foretages en udskiftning i ejerkredsen, hvor Peter Olsen udtræder og erstattes af Marc Hauboe Frederiksen. Han ejer nu slagterforretningen sammen med Thomas Trolle Pedersen.


 

Marc Hauboe Frederiksen blev for et års tid siden ansat som mestersvend med henblik på et senere generationsskifte.

Peter Olsen vil forsat være en del af butikken, nu blot som ansat, og med de samme arbejdsopgaver, som han har beskæftiget sig med de sidste par år.

- Jeg har nu været en del af Emilievejs Slagterforretning i cirka 38 år. Først som slagtersvend hos Knud Andersen og senere som slagtermester i den nyåbnede butik Slagteren Suensonsvej, som Knud Andersen også ejede. De sidste 22 år har jeg drevet Emilievejs Slagterforretning som selvstændig slagtermester. De seneste år har jeg haft Thomas Trolle Pedersen som kompagnon. Nu er vi så nået til næste skridt, hvor jeg træder ud af ejerkredsen og bliver en del af personalet. Det har været en fantastisk rejse, som jeg har været på sammen med min nærmeste familie, siger Peter Olsen.

Egentlig havde han aldrig tænkt på at blive selvstændig, men det var ligesom naturligt, da Knud Andersen stod foran et generationsskifte.

- Den butik, jeg overtog, har været under forandring i alle årene. Det har været vigtigt for mig hele tiden at følge med tidens trend, så vi havde en moderne slagterforretning, som vores kunder har lyst til at komme i. I al beskedenhed må jeg sige, at det er lykkedes meget godt. Vi har klaret os godt i en tid med stadig færre specialbutikker. Dette projekt havde ikke kunnet lade sig gøre uden et fantastisk stabilt personale hele vejen igennem - flere har været med i næsten alle årene, fortæller Peter Olsen.

Han skylder også sin familie og nærmeste en stor tak for opbakningen. De har givet ham plads til at arbejde lidt mere end normalt og givet en hånd med undervejs.

Højdepunktet var i 2014, hvor Peter Olsen sammen med personalet vandt prisen som Danmarks Bedste Slagter.

- Det var stort og en anerkendelse af det arbejde, som personalet og jeg havde lagt i Emilievejs Slagterforretning i mange år. Men intet af dette har kunnet lade gøre uden en stor og stabil kundekreds, som gennem alle årene har støttet op om vores butik og fundet den lille vej Emilievej gang på gang.

Thomas Trolle Pedersen og Peter Olsen mødte Marc Hauboe Frederiksen for et lille års tid siden. De var enige om, at han var den rette at satse på. Han har stor erfaring med hjemmelavede produkter, som er en af grundstenene i Emilievejs Slagterforretning.

- Desuden kunne vi godt lide hans personlighed, som også er vigtigt, når vi arbejder tæt sammen i det daglige. Det har så heldigvis vist sig at være det rigtige valg, da han nu bliver slagtermester, udtaler Peter Olsen.

For Marc Hauboe Frederiksen er det en stor drøm, der nu går i opfyldelse - nemlig at blive selvstændig.

- Det ønske har været i mig igennem flere år, og nu har jeg chancen for at realisere den. Jeg er utrolig stolt over, at det bliver som medejer af Emilievejs Slagterforretning, hvor jeg har været ansat i et lille års tid. Derfor er jeg også meget taknemmelig for, at Peter og Thomas vil give mig denne mulighed, siger Marc Hauboe Frederiksen.

Han bor privat i Frederikshavn sammen med Camilla Houkjær Nørgaard.

- Jeg glæder mig til at drive Emilievejs Slagterforretning videre sammen med Thomas, hvor vi begge ser frem til at byde kunderne velkommen i forretningen, og vi glæder os til et fortsat godt samarbejde såvel internt som eksternt i butikken, fortæller Marc Hauboe Frederiksen.

Generationsskiftet markeres fredag 18. juni fra kl. 8.00-17.30, hvor der udenfor butikken vil være smagsprøver og lidt at drikke til.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close