Gå til hoved-indhold
30. november 2023 - kl. 14.11

Nyt tilbud skal opfange begyndende mistrivsel hos unge

  • 1 af 1
    Fra 1. december 2023 kan unge i 7. klasse til 18 år få rådgivningssamtaler via tilbuddet "SammenUng" i Frederikshavn Kommune. Målgruppen er unge i begyndende mistrivsel. Der er ansat tre medarbejdere i tilbuddet med erfaring og uddannelse inden for samtaleforløb.
Af: Michael Frederiksen

Frederikshavn Kommune har ansat tre medarbejdere, som skal opfange begyndende mistrivsel hos unge gennem samtaleforløb.

Fra 1. december 2023 kan unge i 7. klasse til 18 år få rådgivningssamtaler via tilbuddet "SammenUng" i Frederikshavn Kommune. Målgruppen er unge i begyndende mistrivsel. Der er ansat tre medarbejdere i tilbuddet med erfaring og uddannelse inden for samtaleforløb.

- Vi ser, at flere unge oplever at mistrives. Årsagerne til mistrivsel kan være mange. Men med SammenUng sætter vi tidligt ind, før problemer vokser sig store. Er SammenUng ikke det rigtige tilbud, slipper vi ikke den unge, før en anden professionel tager over, siger Christina Lykke Eriksen (SF), formand for Børne- og Ungdomsudvalget.

Den unge får mulighed for at få op til fem gratis rådgivningssamtaler, uden at der bliver oprettet en sag i de kommunale systemer. Har den unge brug for et længere samtaleforløb, vil der også være mulighed for det. På sigt forventer SammenUng at kunne tilbyde forældre at komme til netværkscafeer og informationsmøder om, hvad man kan gøre, hvis man har en ung, der er i begyndende mistrivsel.

- Vi ønsker, at unge får de bedste forudsætninger for at gennemføre en uddannelse og senere få sig et godt job. Derfor vil SammenUng hjælpe de unge godt videre til foreninger, frivillige organisationer og erhvervsrettede tilbud, siger John Karlsson (S), udvalgsformand for Arbejdsmarkedsudvalget.

SammenUng holder til på Hånbækvej 32A i Frederikshavn, hvor tilbuddet også har et samtalerum. Samtalerne kan også foregå på den unges skole eller der, hvor det giver bedst mening. SammenUng er en integreret del af Den Kommunale Ungeindsats.

SammenUng bygger på modellen "Sammen på Sporet", som er skabt af Social- og Boligstyrelsen. Styrelsen har i samarbejde med ni kommuner i perioden 2020-2022 udviklet modellen, som har givet øget trivsel blandt de unge. På de tre år har man haft 1.972 henvendelser fra unge, hvor to ud af tre unge i projektet har oplevet øget trivsel efter rådgivningssamtalerne.

Har du eller kender du en ung, der kunne have lyst eller brug for at tale med en fra SammenUng, kan du ringe på telefon 24 48 23 73 og indtale en besked. Så vil en medarbejder ringe dig op hurtigst muligt.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...