Oplev Kasper Hjulmand træne i Bangsbo Freja
FODBOLD: Alle er velkomne til at overvære træningen mandag 8. august, når landstræner Kasper Hjulmand fra kl. 12.45-14.00 "svinger pisken" over Bangsbo Frejas U17-drenge. Det gør han i øvrigt sammen med Morten Wieghorst, som er assistenttræner på herrelandsholdet.
- Vi har i flere år sagt, at vi har Danmarks Bedste Udebane, og det er også tilfældet på mandag. Der vil være kaffe og kage og mulighed for at vinde fantastiske præmier i et amerikansk lotteri, oplyser U17-drengene.
Kasper Hjulmand møder velforberedt ind til træningen. Han har således bedt om alle navnene på de spillere, han skal træne, ligesom han er orienteret om deres positioner på banen.
Der bliver et stort presseopbud til denne træning. TV2 Sporten, TV2, DR, B.T., Ekstra Bladet og Kanal Frederikshavn har meldt deres ankomst.
Alle er velkomne på Bangsbo Frejas anlæg til dette træningspas.
Det samme gør sig gældende, når Kasper Hjulmand og U17-drengene cykler i Arena Nord fra kl. 15.00-16.00. Ligesom resten af dagen i Frederikshavn handler det om at samle penge ind til KidsAid, som støtter syge og udsatte børn.
Mange har meldt deres ankomst og cykler med i Arena Nord. Ud over U17-drengene, Kasper Hjulmand og Morten Wieghorst kommer blandt andre Thomas Gaardsøe, Søren Frederiksen, Stig Tøfting, Claus Elming, Henrik Svanekiær, superligadommer Mikkel Redder samt flere lokale erhvervsfolk, Tommy Toft (DRINX), Claus Andersen (Nordjyske Bank) og Mikkel Seedorff Sørensen (Frederikshavn Havn).
Dørene til Arena Nord åbnes kl. 14.00, hvor man blandt andet kan købe kaffe, KidsAid-muffins, Pepsi Max og popcorn, ligesom der igen er amerikansk lotteri med fede præmier.
- Alle er velkomne, og det er selvfølgelig gratis at overvære både træningen på Bangsbo Frejas anlæg samt cyklingen i Arena Nord, oplyser U17-drengene.
Kl. 17.00 begynder aftenens velgørenhedsshow i Arena Nord. Det er totalt udsolgt. Der er solgt billetter/borde til virksomheder fra hele landet. Der er også inviteret cirka 100 børn/familier, som har været/er i kontakt med KidsAid.
De kan alle glæde sig til en aften, hvor Kasper Hjulmand holder foredrag, Henrik Svanekiær laver magi på meget højt plan, og Burhan G optræder. Der serveres en stor madoplevelse fra Restaurant ESSENS og gode vine fra DRINX. Claus Elming er konferencier, og han styrer også aftenens auktion med spændende effekter.