Over 100 klar til arbejde på andre slagterier
Over 100 af Danish Crowns godt 800 medarbejdere i Sæby er klar til at tage imod virksomhedens tilbud om arbejde på andre af slagteriets afdelinger i Danmark.
- Vi har en liste, som folk skriver sig på, og der er 100-115 medarbejdere på denne liste, oplyser fabrikschef Jesper Sørensen, Danish Crown i Sæby, til Kanal Frederikshavn.
I formiddag har medarbejderne været indkaldt til stormøde i kantinen, hvor det korte, men hårde budskab var, at den planlagte lukning af Danish Crowns sidste slagteri nord for Herning står ved magt. 10.-14. juli (uge 28) bliver den sidste uge med produktion i Sæby.
Det kom ikke bag på medarbejderne, at lukningen gennemføres som planlagt, så nu går anden fase i gang. Den handler om at hjælpe medarbejderne videre.
Om en uge begynder de individuelle samtaler. Tirsdag 30. maj er der en intern jobmesse med deltagelse af Danish Crowns andre slagterier. Den følges op torsdag 1. juni med en bustur til de andre afdelinger, hvor medarbejderne har mulighed for at få deres familier med. Her vil de respektive kommuner fortælle mere om muligheder og tilbud i det område, som slagterierne ligger i.
Fredag 2. juni er der en ekstern jobmesse på Danish Crown i Sæby, hvor andre virksomheder har chancen for at rekruttere medarbejdere fra det snart lukkede slagteri i Sæby.
6.-7. juni afvikles der uddannelsesmesse i Sæby med deltagelse af relevante uddannelsesinstitutioner.
- Sideløbende med disse aktiviteter drosler vi ned for produktionen i Sæby, således at de medarbejdere, som ønsker at komme med på bustur eller deltage i messerne, har mulighed for det, oplyser Jesper Sørensen.
30-35 medarbejdere har allerede forladt Danish Crown, efter at koncernen 20. april oplyste, at slagteriet i Sæby lukkes. Flere har desuden meddelt, at de er tæt på at finde et nyt arbejde.
Dertil kommer de 100-115 medarbejdere i Sæby, som lige nu har meddelt, at de ønsker at arbejde hos Danish Crown i for eksempel Horsens, Blans (Sønderjylland), Herning eller Ringsted.
Vælger man at tage imod tilbuddet om forblive i Danish Crown-koncernen, udbetaler virksomheden op til 40.000 kroner i flyttehjælp pr. medarbejder.
Jesper Sørensen kender endnu ikke sin egen arbejdsmæssige fremtid. Han håber at fortsætte i Danish Crown, hvor han i Sæby har stået i spidsen for et yderst velfungerende slagteri.
- Der har været slagteri i Sæby i 110 år, og jeg håber virkelig, at de medarbejdere, som nu skal finde et nyt arbejde, er stolte over, at de har gjort det så godt i mange år, siger Jesper Sørensen.





































