Parkeringskaos, når folk skal med færgerne til Sverige og Læsø
Presset på parkeringspladsen mellem Valutaslangen og Læsøfærgen er så stort, at Frederikshavn Havn nu - via Læsøfærgens sociale medier - appellerer til, at bilisterne kommer tidligere, når de skal med færgen til enten Göteborg eller Læsø.
- Henover sommeren har der været rigtigt mange gæster – både til Læsø og Sverige – med de to færger fra Frederikshavn. Det er jo glædeligt. Mange sætter bilen og booker en billet som gående eller med cykel, og det er også glædeligt. Mindre glædeligt er det dog, at det desværre har skabt et meget stort pres på parkeringspladsen ved færgerne – faktisk så meget, at ordet kaos er kommet i spil, skriver Læsøfærgen på Facebook.
Mange bilister parkerer ulovligt og uhensigtsmæssigt, og flere når heller ikke at købe p-billet.
- Det er naturligvis ikke i orden, og derfor deler vi denne bøn: Kom som minimum i god tid og tjek også gerne de andre parkeringsmuligheder – der er flere, også tæt på havnen, oplyser Læsøfærgen.
Læsøfærgen henviser også til andre parkeringsmuligheder i Frederikshavn.
https://pof.dk/parkerings-information.aspx
https://frederikshavn.dk/borger/trafik-og-veje/parkering
https://www.laesoe-line.dk/kom-godt-afsted#Parkering--14983
Det er en kendt sag, at der er for få parkeringspladser ved havnen, blandt andet derfor står et parkeringshus i Læsøgade højt på ønskelisten.