Gå til hoved-indhold
27. august 2026 - kl. 10.08

Per Larsen analyserer S-SF-M-R regeringens tiltag: De dårlige beslutninger står i kø

  • 1 af 1
Af  Per Larsen

Regionsrådsmedlem og tidligere folketingsmedlem Per Larsen (C), Frederikshavn, har skrevet dette indlæg: Hvis du er meget imponeret over S-SF-M-R regeringen, bør du nok ikke læse videre. Man skal nemlig helt tilbage til Anker Jørgensens sidste regering i 1982, hvor finansminister Knud Heinesen konkluderede, at Danmark var på vej mod "den økonomiske afgrund" for at få et reelt sammenligningsgrundlag.

Heldigvis fik vi en borgerlig regering, ledet af konservatives Poul Schlüter, som formåede at rette Danmarks økonomi op. Tilliden til den danske krone blev genindført. Tiden med inflation på 10 procent ophørte. Der blev indført arbejdsmarkedspensioner, som vi nyder godt af i dag, og sådan kan man blive ved. Fundamentet til en virkelig robust økonomi nyder vi godt af, også i dag.

Når man analyserer S-SF-M-R regeringen tiltag, står de dårlige beslutninger i kø.

Lad os starte med afbrænding af over 17 milliarder kroner på nedsættelse af momsen på fødevarer. Der er stort set ikke en eneste økonom i det her land, som synes, det er en god ide.

I Norge, hvor de har moms på henholdsvis 25, 15 og 12 procent og nul moms på andre varer, arbejder de på at indføre én momssats, simpelthen for at gøre livet lettere for de næringsdrivende. Nordmændene ønsker at reducere momssatsen til én sats, præcist som vi har i Danmark.

Ok. Hvis man indfører nul moms på frugt og grønt, ud fra et sundhedsperspektiv, vil det være en god ide. Men hvad skal momsen være på færdigretter, som indeholder både kød og grøntsager? Hvordan skal restauratører afregne moms på en buffet, hvor der både er salater, fisk, skaldyr, kød, waldorfsalat og andre lækkerier.

Hvad skal momsen være på øl og spiritus, som nogle betragter som fødevarer? Og hvad skal momsen være på hunde- og kattemad? Dagligvarebutikkerne har jo mange andre ting på hylderne. Måske der er revisorer, som øjner kronede dage, men for den næringsdrivende bliver det endnu en byrde, som selvfølgelig kommer til at belaste prisen på varerne.

Det står i skærende kontrast til, at afgiften på elektricitet skal genindføres. Det er ellers helt uden bureaukrati, og en god måde at tilbageføre nogle af de skatter og afgifter, der opkræves for meget. Herunder ikke mindst dieselafgiften og kilometerafgiften på lastbilstransport, som i den grad belaster fødevareproduktionen.

Det næste er så, at den røde regering vil reducere landbruget og den danske fødevareindustri, som ellers er værdsat i hele verden. I dag importeres op mod 75 procent af alt frugt og grønt fra andre lande, simpelthen fordi det er urentabelt at producere i Danmark.

Nu vil regeringen så have, at grøntsagsproducenterne skal braklægge 3-6 hektar landbrugsjord, hvis de formaster sig til at dyrke kål, spinat, gulerødder og andre grøntsager på en enkelt hektar.

Med nutidens priser på landbrugsjord, vil det betyde, at producenterne skal binde mellem 750.000 og 1,5 million kroner for at kunne dyrke en hektar med Iceberg Salat. Det skal nok få de danske producenter til at stoppe produktionen, før banken siger stop.

Men hollænderne, polakkerne og spaniolerne står selvfølgelig klar. Vist skal vi reducere udledningen af kvælstof, som de lokale grønne treparter har arbejdet intenst på længe, men det er godt nok trist, at vi skal til at importere korn og mel og alle grøntsager fra andre lande. Hvor blev sloganet "Køb Dansk" af?

Den røde regering har jo en målsætning om at reducere fødevareproduktionen i Danmark ved simpelthen at reducere antallet af husdyr. Herunder også den økologiske produktion. Det vil selvfølgelig koste titusinder af nedlagte arbejdspladser på mejerier, slagterier, smede, elektrikere, vognmænd og mange andre erhverv.

Men hvad kan man forvente af en rød regering, hvor alle ministre bor i København pånær en enkelt?

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...