Populært og anmelderrost spisested "lukker for nuværende"
Restaurant Gratværk i Havnegade i Frederikshavn har lukket. "Vi er kede af at måtte meddele, at Gratværk er nødsaget til at lukke for nuværende. Vi melder mere ud, så snart vi er klogere på fremtiden for Gratværk", skriver det populære og anmelderroste spisested på Facebook.
Kanal Frederikshavn har uden held forsøgt at få en kommentar fra indehaverparret Rikke Jensen og Michael Andersen.
De oplyste midt i juli, at de omlagde koncept, fordi Rikke Jensen er gravid, det kniber med at skaffe arbejdskraft, og der mangler gæster i restauranten.
- De, der kommer, er stadig væltet bagover stolen og mere end tilfredse med det, vi tilbyder, men vi skal have en fyldt restaurant hver dag for, at vores koncept fungerer, og det er vores restaurant desværre langt fra, som tingene ser ud, erkendte parret.
Den seneste udmelding kommer dog som en stor overraskelse. I denne og næste uge er Restaurant Gratværk med i EAT LOCAL, hvor en række spisesteder i Frederikshavn er gået sammen om at lokke frederikshavnerne ud at spise god mad til en skarp pris.
Gratværk har også planlagt julefrokost.
"Hold din julefrokost på Gratværk, til priser 495 kroner pr. mave, inklusiv drikkevarer ad libitum", lyder budskabet.
Når man ringer til restauranten, oplyser en telefonsvarer, at restauranten er midlertidigt lukket, og alle reservationer er aflyste.
På Messenger får gæsterne dette svar: "Restauranten er lukket for nuværende. Vi melder ud med mere information, så snart vi ved mere om fremtiden for Gratværk. Vi svarer ikke på henvendelser. Der bliver meldt offentligt ud, når vi ved mere. Vi beklager mange gange for ulejligheden".
Restaurant Gratværk åbnede i Havnegade i 2018, og anmelderne har nærmest stået i kø for at rose maden og oplevelsen.




































