Gå til hoved-indhold
05. april 2024 - kl. 08.04

Rådhuscentrets revy er næsten udsolgt

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Der begynder at være nervøsitet hos hele revyholdet i Rådhuscentret i Frederikshavn. Men samtidig fornemmes også en længsel efter at stå på scenen, som er ved at blive pyntet og shinet op til kommende premiere. Der spilles torsdag 11. april kl. 14.00 og fredag 12. april kl. 11.30.

- I Rådhuscentret kan man "gå til revy". Og skuespillerne siger, at jo ældre man er, jo længere tid skal man øve sig og lære teksterne. Så det er skønt, at vi nærmer os premieredatoen, siger leder af Rådhuscentret, Søren Vestergaard Pedersen.

Billetsalget går strygende. Der er udsolgt til fredagens forestilling og ganske få billetter tilbage til torsdag 11. april. Desværre har revyholdet for kort tid siden mistet sin pianist – Åge Krolykke (den røde spillemand) – efter kort tids sygdom. Åge har været med i revyen tidligere og har også spillet til fester i aktivitetscentret. Han vil blive savnet.

Men heldigvis har instruktør Jenny Larsen et stort netværk. Så efter nogle opkald og sms´er lykkedes det at få fat på en erstatning.

- Selvom det er meget trist, at vi har mistet Åge, er vi glade for, at Knud Erik Thrane har sagt ja til at spille til revyen. Knud Erik når lige at være med i den sidste uges gennemspilninger inden premieren. Det er vi SÅ taknemmelige for, siger instruktør Jenny Larsen.

Ud over Jenny og Knud Erik består revyholdet af fire skuespillere på scenen, én sufflør og en én lydmand. Igen kommer alderen i spil her, for der er over 10.000 års (plus/minus) erfaring omkring hele holdet. Og holdet siger enstemmigt, at man skal skynde sig i Rådhuscentret og købe billet til torsdagens forestilling – ikke for revyens skyld, men for det store kagebord, der følge med i prisen.

- Jo, jo, humoren eksisterer i hverdagen i Rådhuscentret, og kagen er åbenbart også god, så hvorfor ikke komme forbi og købe en billet senest tirsdag 9 april. Dog er forestillingerne kun for seniorer på efterløn og pensionister i alle aldre, oplyser Søren Vestergaard Pedersen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...