Gå til hoved-indhold
25. januar 2023 - kl. 16.01

Reinert Ski-Service har meget travlt i disse uger

  • 1 af 3
    FOTO: Privat
  • 2 af 3
    - Det kan altså godt betale sig at shine skiene op, så de står skarpt, anbefaler Thomas Hviid Reinert.
  • 3 af 3
    FOTO: Privat
Af: Michael Frederiksen

Reinert Ski-Service i Frederikshavn har travlt i disse uger, men indehaver Thomas Hviid Reinert render så stærkt, at han tilbyder at levere skiene fra dag til dag.

Det vil sige, hvis du afleverer dine ski eller snowboard til slib og voks torsdag, ja, så er de klar til afhentning allerede fredag.

- Den service er vi nødt til at yde, fordi folk har det altså med at være i sidste øjeblik, selv om de udmærket ved, at de skal af sted på skiferie, smiler Thomas Hviid Reinert.

Det er et år siden, at han åbnede Reinert Ski-Service på Knallen 1 i Frederikshavn. Det skete altså midt i skisæsonen. I år har han været med fra start, og Thomas Hviid Reinert sliber og vokser nu ikke kun ski og snowboard.

- Jeg har også fået en afdeling med leje af ski og udstyr til børn. Det er meget nemmere, at der er styr på børnene hjemmefra, når familien kommer til Sverige, Norge, Østrig, Italien eller hvor nu skiferien går hen. Så skal børnene bare have et liftkort, når de kommer frem, og man slipper for den lange kø i butikken med skiudlejning. Jeg kan også dække visse behov til voksne, hvis man ønsker at leje ski, siger Thomas Hviid Reinert.

Han har kunder fra hele Vendsyssel, og ud over slib/voks samt udlejning af ski klarer han også mindre reparationer. Han anbefaler at investere 300 kroner i lidt kærlighed til sine ski inden skiferien.

- Vi kender det jo godt. Når vi kommer hjem fra skiferien, er de våde ski pakket ned i en pose, som ligger på loftet eller kælderen i et års tid. Det betyder, at der rustrøde pletter på dem, når vi skal bruge dem igen, og der kan det altså godt betale sig at shine dem op, så de står skarpt, anbefaler Thomas Hviid Reinert.

I skisæsonen sliber og vokser han alle dage i lokalerne på havnen i Frederikshavn. Indlevering af ski aftales enten ved at ringe eller sende en sms til 26171590.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...