Gå til hoved-indhold
112
12. maj 2021 - kl. 16.05

Scandinavian Star: Brand skal igen undersøges

  • 1 af 4
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 4
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 3 af 4
    Sidste år blev der på kajen i Frederikshavn opsat et mindesmærke over de 159 ofre for mordbranden på Scandinavian Star.
  • 4 af 4
    Sidste år blev der på kajen i Frederikshavn opsat et mindesmærke over de 159 ofre for mordbranden på Scandinavian Star.
Af: Kanal Frederikshavn

Den tragiske ulykke på Scandinavian Star i 1990 skal undersøges på ny. Det har et bredt flertal i Folketinget i dag besluttet.

Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance, Alternativet og Kristendemokraterne er nået til enighed om at nedsætte en uvildig task force, der skal kaste lys over mordbranden.

Taskforcen skal undersøge reder-, ejer- og forsikringsforholdene i sagen. Spørgsmål, der - trods tidligere undersøgelser - stadig er tvivl om. Skulle der komme nye oplysninger frem, kan det føre til, at en politimæssig efterforskning af sagen genoptages.

- Jeg er glad for, at et bredt flertal nu er blevet enige om at få undersøgt elementer i sagen om den tragiske brand på Scandinavian Star. Det skylder vi ikke mindst ofrene, men også de efterladte, der den dag i dag fortsat sidder tilbage med ubesvarede spørgsmål. Undersøgelsen vil forhåbentlig kunne skabe mere klarhed over sagens faktiske omstændigheder, og taskforcen skal komme med sin vurdering af, om der er grundlag for, at politiet iværksætter yderligere efterforskning af mordbranden, udtaler justitsminister, Nick Hækkerup (S).

Det nordjyske medlem af Folketinget for Venstre Preben Bang Henriksen er ligeledes glad for, at sagen igen skal belyses.

- Scandinavian Star er en af de største skibskatastrofer i nyere tid. Derfor skal hver en sten vendes. Og derfor støtter Venstre undersøgelsen, siger han.

Scandinavian Star stævnede 6. april 1990 ud fra Oslo med kurs mod Frederikshavn. Natten til 7. april udbrød der brand på skibet og 159 mennesker mistede livet - heriblandt 33 danskere.

Sidste år blev der på kajen i Frederikshavn opsat et mindesmærke over de 159 ofre for mordbranden på Scandinavian Star.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...