SF’s brud på tilliden – et svigt, vi ikke bør glemme
Stig E. Lundbo, medlem af Socialdemokratiet, har skrevet dette indlæg: Når SF i dag slår sig op på ansvarlighed og samarbejde, bør vi ikke glemme, hvordan de i 2009 løb fra en aftale, de selv havde indgået med Socialdemokratiet.
På valgnatten indgik vi en konstitueringsaftale med SF. Jeg deltog selv i forhandlingerne som formand for Socialdemokratiet Kreds- Fællesledelse.
Konstitueringsaftalen byggede på tillid og fælles ønsker for kommunen. SF skulle have tre udvalgsformandsposter, og Socialdemokratiet skulle beholde borgmesterposten. Det var en klar aftale.
Men mindre end 24 timer senere havde SF smidt den i papirkurven. De indgik en ny aftale med Venstre og Konservative – og sikrede Lars Møller (V) borgmesterposten. Til gengæld fik SF de samme tre formandsposter. Det var et koldt magtspil, som i dag huskes som "Understed-kuppet".
Den officielle undskyldning lød, at SF ikke stolede på, at Socialdemokratiet ville holde aftalen. En belejlig bortforklaring. Men hvorfor indgik de så aftalen i første omgang? Hvorfor tage del i forhandlinger og skrive under, hvis man alligevel agter at stikke af dagen efter?
Den virkelige forklaring ligger måske et andet sted – nemlig i det konfliktfyldte forhold mellem den daværende borgmester, Erik Sørensen (A), og SF’s Brian Pedersen, der to år tidligere var blevet ekskluderet fra Socialdemokratiet efter at have stemt imod partiets budget. Den konflikt satte sit præg på hele forløbet – og på SF’s beslutning.
Men uanset personlige stridigheder: Politik handler i sidste ende om tillid. Og i 2009 svigtede SF den tillid. Ikke bare til Socialdemokratiet, men også til vælgerne, som havde stemt på et klart flertal til rød blok. Den tillid blev brudt af et parti, der valgte poster og positioner over principper og ordholdenhed.
Flere af de centrale personer i dag - blandt dem Christina Lykke (byrådsmedlem og borgmesterkandidat, red.) og Søren Visti Jensen (byrådskandidat, red.) - var aktive i SF dengang og medansvarlige for bruddet. Det bør man huske, når SF nu beder om vælgernes tillid til at lede Frederikshavn Kommune igen.
Man kan godt omskrive historien. Men man kan ikke slette den.