Gå til hoved-indhold
03. juni 2025 - kl. 11.06

Venstre og Danmarksdemokraterne: Nøj, hvor er det ærgerligt…

  • 1 af 1
Af  Venstre og Danmarksdemokraterne i Frederikshavn Byråd

Venstre og Danmarksdemokraterne i Frederikshavn Byråd har skrevet dette indlæg: I øjeblikket skændes S og SF om, hvem der var årsag til konstitueringen for mere end 15 år siden. Venstre og Danmarksdemokraterne vil vi hellere bruge kræfterne på udviklingen af Frederikshavn Kommune.

Efter mange år med socialdemokratisk flertal i byrådet trænger vi i den grad til nytænkning og udvikling. Der er bl.a. brug for øget fokus på befolkningsudviklingen, velfærden, erhvervsvenligheden, beskæftigelsen, havnen og kommunens gæld.

Derfor er det også ærgerligt, at vi skal bruge tid på at diskutere gamle uenigheder mellem politikere, som for hovedpartens vedkommende for længst har forladt politik. Det lugter af bestilt arbejde, af politisk taktik og også lidt af desperation.

Især én politiker - ingen nævnt, ingen glemt - er øjensynligt meget opsat på også i denne valgkamp at gøre socialdemokraternes beskidte arbejde. I sidste valgkamp var temaet en haltilskudsmodel, og denne gang så et gammelt Understedkup. Altid noget Socialdemokratiets modstandere har gjort forkert. Men vi skal ikke lade os trække rundt ved næsen af enkeltes politikeres personlige ambitioner og halvlunkne aftaler.

I stedet ville det klæde alle nuværende medlemmer af byrådet og de mange kandidater at holde fokus på nutidens udfordringer. På virkelighedens, borgernes og kommunens problemer. Der er nok at tage fat på. Lad os nævne et par stykker.

I øjeblikket er spillet om næste års budget gået i gang, og det ser ud til at være med samme overskrift som de sidste mange år: Besparelser. Trods små forandringer ser det også ud til foregå på nogenlunde samme måde: Grønthøstermetoden over alle udvalg og afdelinger. Vi har opfordret til – og gør det gerne igen her – at vi i stedet anvender en mere åben tilgang til forhandlingerne, at vi indtænker nye ideer, at vi tør anlægge både demokratiske og politiske ambitioner og prioriteringer.

På TV2 Nord kører også i øjeblikket en føljeton om Frederikshavn Havn. Tilsyneladende bruger kommunen i øjeblikket store beløb på retssager knyttet til rodet på Frederikshavn Havn – sager, som tidligere bestyrelsesmedlemmer hævder, der ikke er fugls føde på. Sager, som selv den socialdemokratiske borgmesterkandidat kan oplyse, han var fuldt ud orienteret om. Sager, som både han, Venstre og Danmarksdemokraterne ønsker fuld offentlighed omkring.

Men nej… Den politiske hverdag fortsætter, som den har gjort de sidste otte år.

Venstre og Danmarksdemokraterne er i valgforbund til efterårets kommunalvalg, og der er én ting, vi godt vil love allerede nu: Vi vil bruge vores kræfter på at få ryddet op og så ellers tackle de vigtige udfordringer, Frederikshavn Kommune står med. Vi tror fuldt og fast på, at der uforløste muligheder i vores kommune. Lad os bruge kræfterne på disse muligheder frem for at rode rundt i gammelt, politisk mudder…

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...