Gå til hoved-indhold
04. juni 2025 - kl. 23.06

En magisk eftermiddag med Ninna Andreasen i Maskinhallen

  • 1 af 1
Af  Arne Mogensen

Onsdag eftermiddag blev Maskinhallen i Frederikshavn fyldt med varme, nærvær og musikalsk magi, da Ninna Andreasen indtog scenen sammen med Martin Lau på guitar. Med sin unikke stemme og fortælleevne formåede hun at skabe en intim atmosfære, hvor publikum blev taget med på en rejse gennem det persongalleri, der har givet materiale til Ninnas sange.

Ninna Andreasen lagde ud med nummeret ”Vi er ikke kommet for at danse”, hvor hun ramte den følelse, vi alle havde efter coronaepidemien, hvor vi bare ville ud for at møde mennesker igen, eller som Ninna fortalte, at hun havde brug for at diskutere med folk i virkeligheden og ikke på Facebook.

Gennem den næste halvanden times tid fik vi en række af Ninna Andreasens numre fra hendes to første pladeudgivelser, og til en snak efter koncerten fortalte hun også, at hun for tiden er ved at indspille sin næste plade – og til og med i Vrå, så der er noget om det hun sagde fra scenen: "I har altid være så gode ved mig, Vendsyssel."

Koncerten var en såkaldt Plus1-koncert, så alle, der havde købt billet, måtte tage en gæst med gratis, og det var et meget lyttende publikum, der var tilstede i salen.

Alt i alt var det en rigtig god eftermiddag, hvor Ninna Andreasen beviste, hvorfor hun er en sanger og fortæller, der fortjener al den opmærksomhed, hun får. Hvis du får chancen for at opleve hende live, så tøv ikke – det er en oplevelse, der bliver siddende længe efter, sidste tone er spillet.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...