Narrativet "Understed-kuppet" minder om den forvrængede historie om Anker
Byrådsmedlem Martin Tøttrup Kelkelund (SF) har skrevet dette indlæg: Det i øjeblikket upolitiske byrådsmedlem Peter Laigaard i Frederikshavn Kommune langer endnu engang ud efter SF i hans debatindlæg her på Kanal Frederikshavn. Det handler denne gang om det såkaldte "Understed-kup" tilbage i 2009, det vil sige for 15 år siden, som skete i forbindelse med konstituering af det nye byråd, som skulle tiltræde i 2010. Her endte det med, at SF gik sammen med Venstre og ikke Socialdemokratiet.
Sandheden er, at på valgnatten indgik S og SF initialt en konstitueringsaftale. SF fik tilbudt borgmesterposten af Venstre, men takkede nej. Næste dag brød Socialdemokratiet nattens konstitueringsaftale og forsøgte at forhandle med Venstre om en stor koalition, hvor SF, der havde haft et godt valg, blev holdt ude. Det måtte vi reagere på. Og det endte med en konstituering med en Venstre-borgmester (Lars Møller, red.).
Det var yderst vanskelige vilkår, vi overtog. Finanskrisen prægede i den grad ikke bare privatøkonomien, men også kommunernes økonomi med bl.a. stigende arbejdsløshed til følge. Sammenlægningen af tre kommuner til én storkommune krævede omstruktureringer, men også udgifter. Det var en svær tid. De økonomiske forudsætningerne blev ændret løbende, nogle gange fra måned til måned. Der var virkelig samfundskrise.
I de fire år med SF-V-styre var Socialdemokratiet med og godkendte budgettet i to ud af fire år. De to andre år kom de med urealistiske, direkte skadende økonomiske krav, som ville have bragt os endnu dybere ned. I alle fire år var Socialdemokratiet repræsenteret i det vigtige økonomiudvalg ved den senere socialdemokratiske borgmester Birgit S. Hansen.
Man har fra socialdemokratisk side i Frederikshavn Kommune igennem de sidste mange år fortalt historien om, at Venstre og SF førte kommunen mod afgrunden, men de yderst svære omstændigheder og de elendige økonomiske vilkår for Frederikshavn Kommune i de år, glemmer man at fortælle om. Den socialdemokratiske byrådsgruppe udviste på ingen måde økonomisk ansvarlighed i den periode, men brugte mere tid på at provokere og stemme imod i trods.
En løgnehistorie bliver ikke sand af at blive genfortalt mange gange. Om nogen, der kender til et narrativ, er paradoksalt nok Socialdemokratiet selv, som i mange år, har skullet høre for, hvor elendig og økonomisk uansvarlig Anker Jørgensen var som statsminister i 1970´erne. Sandheden er jo, at krisen i 1970´erne var en massiv global krise, som ikke bare ramte Danmark, men store dele af den vestlige verden.
Anker Jørgensen forsøgte - uden at ofre de allersvageste i vores samfund - at manøvrere i en vanskelig tid, men med en rigid borgerlig opposition, som sagde nej til besparelsesforslag, for derefter at gennemføre de selvsamme forslag, da de kom til magten i 1982. Anker Jørgensen var faktisk en ansvarlig statsminister i 1970´erne, ligesom SF i Frederikshavn Kommune også tog ansvar i de svære år i starten af 2010´erne.