Gå til hoved-indhold
02. juni 2025 - kl. 00.06

Lad os give bymidten liv – og fortælle vores historie 

  • 1 af 1
    Tina Kruckow tog selv dette billede lørdag i Göteborg.
Af  Tina Kruckow

Byrådsmedlem Tina Kruckow (SF) har skrevet dette indlæg: Forestil dig at gå gennem Frederikshavn og blive mødt af levende facader, farverige fortællinger og kunst, der taler til både hjertet og historien.

Vi har en stolt fortælling som værftsby. En stærk identitet knyttet til hav, håndværk og fællesskab – men den er næsten usynlig i gadebilledet. Hvorfor ikke lade byen vise, hvem vi er og hvor vi kommer fra?

At nogle af vores lidt kedelige facader bliver lærred for lokale eller inviterede kunstnere, og måske endda aktiverer de unge?

Gadekunst og kreative udtryk kan gøre vores bymidte mere levende. Det kan skabe steder, hvor man har lyst til at stoppe op, mødes, dele og mærke, at her bor der mennesker med noget på hjerte. Det handler ikke kun om forskønnelse – det handler om ejerskab og identitet.

Hvordan kommer vi i gang?

Politisk kan vi tage initiativ til en pulje eller et samarbejde mellem kommune, vores byfond, lokale kunstnere og erhvervsliv. Vi kan udpege facader i bymidten, invitere til idéudvikling og lade fortællinger fra byens borgere, unge og ældre, inspirere kunsten. Det kræver ikke store millionbeløb – men vilje til at give plads.

Vi har potentialet. Vi har vægge. Og vi har historier, der fortjener at få plads. Skal vi ikke sammen gøre Frederikshavn til en by, man ikke bare går igennem – men stopper op i?

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...