Hvor er "pengetræet", Christina?
Byrådsmedlem Peter Laigaard (UP) har skrevet dette indlæg: For nylig kunne man læse en politisk analyse af den tidligere fremtrædende Venstre-mand her i kommunen, Anders Broholm.
Når man tænker tilbage på den periode, er det tankevækkende, at også dengang var Anders Broholm og den nuværende borgmesterkandidat Christina Lykke meget tætte og givetvis også afgørende for, at “Understedkuppet” i 2009 lykkedes, hvor Christina også var med. En byrådsperiode, der bragte kommunen på afgrundens rand. Også den gang var "pengetræet" ikke eksisterende - men økonomien blev styret som havde vi en hel skov.
Anders har nu udråbt Christina til den person, som man helst vil drikke en øl med. Hun er godt selskab, kan jeg love for - men jeg vil godt nok have mig frabedt at dele økonomi med hende.
Jeg husker endnu, hvordan Anders flere gange - forud for valget i 2009, når visionerne fik frit løb, og alt kunne lade sig gøre økonomisk - drillede Christina i valgkampen med, at hun på et tidspunkt var nødt til at vise os det "pengetræ", hun altid kunne få øje på, når bare vi samarbejdede og holdt op med silotænkning.
Et "pengetræ"m der altid kaster af sig med guld og grønne skove. Ingen brug for prioriteringer - alt kan lade sig gøre. Ingen budgetforslag, der anviser finansiering - bare tænke stort og visionært fra helikopteren.
Senest har pengetræet så vist sig også at kunne klare et nyt ungdomshus i Frederikshavn by i en situation hvor vi er nødt til at bruge vores anlægsinvesteringer de kommende år på havnen som aftalt i budgettet, og de store velfærdsområder indenfor social og sundhed og børn og unge med milliardbudgetter er under sindssygt pres med den demografiske sammensætning, vi har her i kommunen. Vi bliver faktuelt flere ældre og færre børn i vores kommune.
Men her 15 år senere kalder jorden stadig på, vi igen snart ser "pengetræet" - ellers bliver det nok igen virkeligheden, der gælder, når vi går i gang med budgetforhandlinger snart.