Gå til hoved-indhold
16. december 2025 - kl. 12.12

Skadet svensk målmand færdig i White Hawks - afløses af 26-årig østriger

  • 1 af 1
    Max Zimmermann kommer til Frederikshavn med to mesterskaber på stribe.
Af: Michael Frederiksen

Frederikshavn White Hawks ophæver kontrakten med August Hedlund og styrker truppen med Max Zimmermann fra Østrig.

Frederikshavn White Hawks har dags dato valgt at ophæve kontrakten med den svenske målmand August Hedlund.

Baggrunden for kontraktophævelsen er August Hedlunds nuværende skadesituation. Med udsigt til yderligere fire-seks ugers fravær ser klubben sig "desværre nødsaget til at ophæve kontrakten med øjeblikkelig virkning af sportslige og praktiske hensyn", som det formuleres i pressemeddelelse fra White Hawks.

Samtidig kan Frederikshavn White Hawks med glæde meddele, at truppen styrkes omgående med den østrigske målmand Max Zimmermann. Han ankommer tirsdag aften til Frederikshavn fra franske GAP, hvor han senest har spillet i Ligue Magnus.

Den 26-årige målmand er 186 cm høj og vejer 87 kg. I forrige sæson blev Max Zimmermann mester med EK Zell am See i Alps Hockey League og sæsonen før mester i Austria2 med Zell am See.

- Vi vil gerne rette en stor og oprigtig tak til August Hedlund for hans indsats og engagement i Frederikshavn White Hawks. Vi ønsker August alt mulig held og lykke i hans videre karriere og er overbeviste om, at han fortsat har en fremtid som topmålmand, skriver White Hawks.

Samtidig byder vi Max Zimmermann varmt velkommen i Frederikshavn og ser frem til at se ham i aktion i White Hawks-trøjen.

Østrigeren forlader Gap, fordi klubben har hentet sin tidligere målmand Antoine Gilbert retur fra Bordeaux. Dermed kan Gap, der ligger næstsidst, forstærke sig med en udenlandsk back eller forward. 

Det er dog ikke en disposition, som alle franske fans er tilfredse med.

- Max Zimmerman fortjener at blive. Han er en meget dygtig målmand, langt bedre end Antoine, skriver Jean Yves Moynier på Gaps- Facebook-side.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...