Skifergas-dokumentar får DK-premiere i Palads 123
Frederikshavn Kommunes 31 byrådsmedlemmer er blevet inviteret i biografen for at se en Emmy-vindende dokumentar. Det lyder hyggeligt, men det er helt sikkert ikke meningen.
Folkene bag Camp Total Protest ved skifergasprøveboringen i Dybvad viser - i samarbejde med Palads 123 - søndag 24. august kl. 14.00 den anmelderroste dokumentar om skifergas: Split Estate.
Bagefter er der mulighed for spørgsmål og debat. Alle er velkomne, og det er gratis. Billetter kan bestilles her.
- Filmen får samtidig en tiltrængt dansk biografpremiere. Dette skyldes især dens relevans for situationen i Nordjylland: Hvad sker der, når hundrede eller tusindvis af industrielle skifergasboringer rykker ind i Danmark?, hedder det i invitationen fra Camp Total Protest.
I filmen udtaler både lokale, fagfolk og branchefolk sig.
Har man ikke mulighed for at deltage i Frederikshavn, er der snigpremiere i Hjallerup Kino samme dag kl 11.30.





































