Skolesammenlægning - sund fornuft og økonomi
Carina Poulsen har skrevet dette indlæg: Kommunen bruger 200 mio. kr. på den nye midtbyskole, hvor størstedelen af byens elever får nye lækre godkendte lokaler med optimale undervisningsmiljøer, mens eleverne fra Fladstrand og Abildgård skal være fordelt på to matrikler, hvoraf den ene skole ikke er opdateret med nye faglokaler (natur/teknik, musik osv., skolebod med varm mad... samt indeklima og støjdæmpning efter gældende myndighedsregler - Abildgårdskolen har udsugningsanlæg - ikke ventilation og luftfornyelsesanlæg efter gældende myndighedskrav).
På Abildgårdskolen er børnene placeret i "aflukkede" klynger, hvor man ikke spejler sig i andre aldersgrupper. En "klyngeskole", den slags skoler opføres stort set ikke i dag pga. de lange gange og afstande funktionerne imellem. Fællesarealerne ligger ofte decentralt, hvilket gør dem mindre fleksible og mindre multianvendelige.
Abildgårdskolen nu skal huse 300 nye elever. Er det godkendt af bl.a brandmyndighederne? Alle de ændringer/undersøgelser, der skal foretages for at de små elever kan være på Abildgårdskolen under "lovlige" vilkår, er de klar til 1. juni 2011?
I fusionsrapporten står der, at der indenfor kort tid skal foretages omkostningstunge til-/ombygniger på Abildgårdskolen såsom:
- renovering af skolegårde pga træernes rødder, der skubber fliser op
- udskiftning af tag
- renovering af faglokaler
- udskiftning af vinduer i de 5 klynger samt nogle af gangarealerne
Målet må være hurtigst muligt at få de to skoler under samme tag.
Vi vil ikke vente 10-20 år - eller måske endda uendeligt - med at kunne få en enhedsskole i nordbyen på lige vilkår med den kommende midtby-skole.
Vi ønsker også hurtigst mulig at kunne være under samme tag, have en enhedsskole, hvor store som små kan have glæde af hinanden, hvor de elever i 4. og 5. klasse der læser på 6.-7. klasses niveau kan gå ned på bilioteket at låne/læse- fagbøger til hjemmebrug og til opgaveskrivninger. Bøgerne skal jo nu deles op, så de følger klassetrinene...
Vi ønsker at kunne sende vores børn afsted sammen med deres søskende på samme skole og ad den samme skolevej.
Hvad med inklusion? Elever med særlige behov - de elever, der skal inkluderes i timerne, som regeringen ønsker det. De skal ind i normalklasserne i nogle timer, der sidder måske en elev i 7. klasse som kan følge med på 5. klasses niveau. Hvad med dem? Skal de pendle mellem matriklerne? Det vil jo ikke foregå på egen hånd, så her skal der tages hensyn til yderligere transportudgifter.
Sund fornuft må da være at spare penge på at renovere Abildgårdsskolen for et millionbeløb nu og lade skolerne fortsætte som hidtil på nuværende matrikler med klasseoptimering.